Foran et stort akvarium på den Blå Planet sidder en mor og hendes søn tæt sammen.
Begejstret råber han: »Mor, se! Se … en rokke, lige foran os.«
Hans mor svarer – med lukkede øjne: »Du skal bare se og se. Så meget du overhovedet kan.«
For hun ved, at det er en stakket frist.
Scenen er fra dokumentarfilmen ‘Mod de blindes verden’, der har premiere på CPH:DOX i denne uge. Filmen handler om Christina Nahnsen, der er næsten blind, og hendes søn, Silas, der er på vej til at blive det.
Mens Silas’ syn bliver stadig dårligere, forbereder hans mor ham på den verden, der venter.
Men det er hverken punktskrift eller kunsten at gå med blindestok, de øver. Derimod forsøger hun at lære ham at tro på sig selv og at bede om hjælp.
Både Christina Nahnsen og hendes søn har øjensygdommen Stargardt, der gør, at de gradvis mister synet.
Da Christina Nahnsen overvejede at blive gravid, forsikrede lægerne hende om, at der ikke var nogen risiko for, at hendes barn ville blive blind.
Men da Silas som seksårig fik svært ved at genkende sine kammerater, når de løb ude i skolegården i frikvarteret, viste det sig, at lægerne tog fejl.
Det seneste halvandet år har sønnen, der i dag er ti år, mistet 85 procent af sit syn. Så hans mor har travlt. I videoen ovenfor fortæller Silas om gradvist at miste synet.
Christina Nahnsen gik selv i anden klasse, da lægerne opdagede, at hendes syn blev dårligere og dårligere.
For hende har det aldrig været de fysiske udfordringer ved ikke at kunne se, der har været sværest.
»Det er jo bare den måde, verden er for mig,« siger hun.
De psykiske udfordringer har derimod voldt hende store smerter og mange nederlag.
»I mange år troede jeg, at jeg var dum og dårlig, fordi jeg ikke kunne finde ud af ting. I forhold til mennesker har jeg altid troet, at jeg var genert. Men jeg kunne bare ikke se,« siger hun.
I dag er hun 40 år og blogger om livet som næsten blind, men det er kun få år siden, hun endeligt forstod, hvordan hun kan leve med sit handicap. Da hun for seks år siden lagde et opslag på Facebook, skete der en kæmpe forandring i hendes liv.
Christina Nahnsen ‘elsker at danse’ og går til salsa, kizomba og bachata, hvor man danser i par. Men det er svært at blive budt op, når man ikke kan se.
Øjnene er den første kontakt mellem to mennesker. Der, hvor man tjekker: ‘Må jeg?’, ‘Vil du?’ og ‘Skal vi danse?’.
»Måske smiler folk, men det ved jeg jo ikke. Og jeg kan ikke se om hende, jeg snakkede med sidste gang, står ved siden af mig. Så andre kan let tro, at jeg er sur eller lukket.«
Efter alt for mange aftener, hvor Christina Nahnsen havde stået alene i udkanten af dansegulvet, bed hun hovedet af al skam og skrev et meget ærligt opslag på Facebook.
»Jeg tudede, da jeg slog det op for det var så grænseoverskridende.«
I opslaget skrev hun, at hun ikke kan se, at hun elsker at danse og meget gerne vil bydes op, men at hun altid skal følges tilbage til sin plads. Siden har hun danset nonstop.
»Det vidste sig, at folk havde set mig, de vidste bare ikke, hvordan de skulle gå til mig.«
Nu forsøger hun at lære Silas at være lige så åben om sit handicap.
Hun lærer ham at bede om hjælp, når der er noget han ikke kan, og tale højt om, de begrænsninger han møder, og vigtigst af alt:
»Jeg vil lære ham, at han ikke er dum. Bare synshandicappet.«
Du kan se ‘Mod de blindes verden’ i biografen under CPH:DOX, eller stream filmen på cphdox.dk 1.-10. april.
