”Matador” er nok et af de mest indbringende tv-projekter i Danmark nogensinde, men ikke alle fik lige meget glæde af de store indtægter.

Som HER&NU kunne afsløre i sidste uge, genudsender DR den store ikoniske tv-serie ”Matador” for syvende gang næste år, når den færdiglavede HD-version er færdig. Den har indtjent millioner af kroner, og vi løfter sløret for, hvordan mange af ”Matador-pengene” blev fordelt.

I 1976 fik Nordisk Film ordren fra Danmarks Radio på de første seks afsnit af ”Matador” som værende en afløser til ”Huset på Christianshavn”. Med den ordre fulgte seks millioner kroner til produktion, men ikke til aflønning af skuespillere, instruktør, manuskript og musik. Det beløb sig til to millioner, som DR selv skulle tage sig af.

LÆS OGSÅ: De tjener stadig masser af penge på Matador

Uden tvivl fik både instruktøren Erik Balling, manuskriptforfatteren Lise Nørgaard og hendes stab samt komponisten af den dejlige kendingsmelodi, Bent Fabricius Bjerre, en ordentlig hyre, men med skuespillerne var det en ganske anden sag.

Der var nemlig i DR indført en ny aflønning af skuespillere, som hed linjebetaling. Den gik i al sin enkelhed ud på, at man fik betaling alt efter, hvor mange linjer, man nu havde i sit manuskript.

LÆS OGSÅ: Andrea Elisabeth Rudolph taler ud om forbudt kærlighed

Jørgen Buckhøj var den, som i rollen som Mads Andersen Skjern havde flest, og han fik alligevel kun magre 240.000 kroner for tre års arbejde eller 10.000 kroner per afsnit. Per Pallesen havde i rollen som tjener Severin Boldt ikke så mange replikker og måtte nøjes med ca. 90.000 kroner i løn for at medvirke i 22 afsnit.

Arthur Jensen, som spillede Hr. Schwann, brokkede sig gevaldigt over linjebetalingen og ville gerne have de andre skuespillere til at ”gøre oprør” mod denne, som han kaldte det, sjofle aflønning. Han blev dog herefter hurtigt ”slået ihjel” af Lise Nørgaard, som skrev ham ud af serien.

LÆS OGSÅ: Julekalender-stjerne i stor international serie

Da Axel Strøbye skulle spille den driftige sagfører Viggo Skjold Hansen i anden sæson og frem, nægtede han at modtage linjebetaling. Han krævede et filmhonorar, som var langt større. Han stod stejlt på det krav, og da Erik Balling ville have Axel Strøbye til at spille Viggo, blev DR nødt til at føje sig og give Axel et filmhonorar.

Med til historien hører, og det vidste jo ingen medvirkende på det tidspunkt, at ”Matador” blev så populær, at den foruden at blive genudsendt konstant, også blev solgt til mange lande.

Skuespillerinden Ghita Nørby som Ingeborg Skjern itv-serien Matador.
Skuespillerinden Ghita Nørby som Ingeborg Skjern itv-serien Matador. Foto: Per Pejstrup
Vis mere

Hver gang fik og får skuespillerne et pænt genudsendelseshonorar samt royalties, når den kommer på video og dvd. Og det er blevet til en klækkelig sum hver gang. Jørgen Buckhøj var desværre død, da den udkom på dvd, men hans enke, Christa Buckhøj, modtog det år en check på næsten en halv million kroner. Altså det dobbelte af, hvad hendes mand havde fået i honorar for hele serien.

LÆS OGSÅ: Vild med dans-darling smider tøjet

I øvrigt var det sådan, at når man modtog filmhonorar, så afskrev man sig til gengæld retten til at modtage genudsendelseshonorar og royalty. Det vil sige, at selv om Axel Strøbye var den bedst gagerede skuespiller i hele ”Matador”, tabte han penge i sidste ende på at insistere på sit filmhonorar.

Men Axel Strøbye fortrød aldrig sin beslutning.

»Det var et spørgsmål om princip. Hvorfor skulle jeg dog gå ned i løn, bare fordi DR var kunden, som købte,« udtalte han.

LÆS OGSÅ: Margrethe slipper tøjlerne: Mary tager over

Artiklen er oprindeligt bragt i HER&NU.