Den tidligere X Factor-vært er snart tilbage på danskernes tv-skærme i bedste sendetid.

I efteråret 2011 kunne man hver fredag aften kl. 20 følge med på DR1, når en kendt dansker fik rullet sit liv ud for åben skærm. Det skete i programmet 'Her er dit liv', hvor Puk Elgård styrede slagets gang.

Men når DR til efteråret blænder op for endnu en gang 'Her er dit liv' bliver det med Lise Rønne i værtsrollen. Det fremgår af et opslag på gratissiden.dk, hvor DR søger publikum til optagelserne af programmet:

- Nu har du muligheden for at deltage som publikum til optagelserne af DR underholdningsprogrammet 'Her er dit liv', hvor vi sammen med familie og venner hylder én af Danmarks største personligheder, som programmets vært, Lise Rønne overrasker og inviterer i studiet, skriver DR i opslaget.



Lise Rønne var i 2008, 2009, 2001 og 2012 vært på X Factor, men sammen med de tre dommere, Pernille Rosendahl, Thomas Blachman og Cutfather, har hun valgt at forlade programmet. Det er endnu ikke offentliggjort, hvem der tager over for de fire markante personligheder.

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra DR1s underholdningschef Jan Lagermand Lundme.