Filmanmeldelse: 'Fantastiske skabninger og hvor de findes' - 5 ud af 6 stjerner

Både historie, skuespil og det visuelle flyder perfekt sammen i J. K. Rowlings ’efterfølger’ til Harry Potter.

Godt nok har Harry Potter, Ron og Hermione afsluttet deres tid på Hogwart, men J. K. Rowlings magiske troldmands univers lever videre i de efterfølgende bøger. Nu har Rowling så selv skrevet manuskriptet til den første ud af fem film om magi-zoologen Newt Scamander og hans mange vilde fabeldyr.

Den lidt sære Newt ankommer til 1920ernes New York og slipper gennem immigrationskontrollen med sin mystiske kuffert fyldt med truede fabeldyr. Han passer og vogter de sjældne dyr, og hans ærinde i Amerika er at finde en mage til et af de uddøende, men det er forbudt i Amerika at eje fantastiske skabninger, så alt skal foregå i hemmelighed.

Oscarvinderen Eddie Redmayne spiller Newt Scamander. Her sammen med Tina (Katherine Waterston) og Queenie Goldstein (Alison Sudol), samt Jacob Kowalski (Dan Fogler). Foto SF Studios
Oscarvinderen Eddie Redmayne spiller Newt Scamander. Her sammen med Tina (Katherine Waterston) og Queenie Goldstein (Alison Sudol), samt Jacob Kowalski (Dan Fogler). Foto SF Studios
Vis mere

I USA lever troldmænd og mennesker side om side, men har hver sin præsident, efterretningstjeneste, medier og problemer, og noget sort,  farligt og usynligt forstyrrer balancen mellem de to verdener.

Newt har problemer med at holde sine mindre fabeldyr i sin gamle kuffert, især den lille langfinger Niffler, som jagter alt, der skinner. Den stikker af, og under Newts jagt på den bette frækkert møder han det sympatiske menneske Jacob Kowalski, som drømmer om at åbne eget konditori, men afvises af banken.

Gennem ham oplever vi troldmændenes magiske univers og ikke mindst, hvilke fortryllende universer Newt gemmer i sin kuffert. Sammen møder de søstrene Porpentina - kaldet Tina - og Queenie Goldstein. Den lidt skæve og tilbageholdende Tina arbejder for magisk sikkerhed, Mucusa, og var den første, som spottede Newt, da han ankom, mens søster Queenie er den søde, flirtende og udadvendte tankelæser.

Dan Fogler spiller den lidt overvægtige Jacob Kowalski lun og humoristisk, og den lidt skæve og tilbageholdende Tina spilles af Katherine Waterston. Foto: SF Studios
Dan Fogler spiller den lidt overvægtige Jacob Kowalski lun og humoristisk, og den lidt skæve og tilbageholdende Tina spilles af Katherine Waterston. Foto: SF Studios
Vis mere

Da det farlige og usynlige bryder ud i lys lue, indblandes de fire, og hele byens sikkerhed afhænger af, om de fire kan finde frem til, hvem der står bag. Men de jages samtidig af chefen for magisk sikkerhed, Percival Graves (spillet tilpas skurkeagtigt af Colin Farrell), og det hele bliver ikke bedre af, at ét af Newts største fabeldyr slipper løs for at parre sig i Central Parks zoologiske have.

Salem-hekse og slangedrager
J. K. Rowlings univers er lige så mystisk og krøllet, som det plejer, med masser af vilde navne, magiske arter, indviklede sammenhænge, og vi møder alt fra Salem-hekse, som straffer børn med bælte, til små slangedrager, der kan forstørre sig til enorme monstre. 

Det hele er spændende, medrivende og uimodståeligt. Ligesom ’Junglebogen’ fascinerede med sine ’levende’ computergenererede dyr, imponerer fabeldyrene og især integrationen mellem disse fantastiske skabninger og menneskeverden i New Yorks gader og stræder.

Chefen for magisk sikkerhed, Percival Graves spillet tilpas skurkeagtigt af Colin Farrell. Foto: SF Studios
Chefen for magisk sikkerhed, Percival Graves spillet tilpas skurkeagtigt af Colin Farrell. Foto: SF Studios
Vis mere

’Harry Potter’-instruktøren David Yates har valgt Oscar-vinderen Eddie Redmayne som Newt Scamander, og rollen spiller Redmayne perfekt skrøbelig, som var han på asperger-skalaen. Dan Fogler spiller den lidt overvægtige Jacob Kowalski - som bliver Newts menneskeven - lun og humoristisk, og de kvindelige roller i Yates og Rowlings fælles univers spilles charmerende af Katherine Waterston (Tina) og Alison Sudol (Queennie). 

Så der er lagt godt i ovnen til et nyt, spændende troldmands-eventyr hvert andet år frem til 2024, og hvis de holder standarden som den første her, er der klart noget at glæde sig til.

Eneste lille anke er, at man lige skal skære lidt i de episke opgør og kampe i klimaksscenerne, for de lider altså af samme ’sygdom’ som tidens mange superheltefilm: De bliver bare ved og ved og ved og er hurtigt trættende.

5 ud af 6 stjerner
'Fantastiske skabninger og hvor de findes', Storbritannien/USA, 2016.
Instruktør: David Yates. Manuskript: J. K. Rowling.
Fantasy-drama. Vises i 2D og 3D.
Premiere over hele landet.

Se trailer: