Den amerikanske skuespiller og komiker T. J. Miller, der i øjeblikket er biografaktuel med filmen 'Office Christmas Party' med Jennifer Anniston i hovedrollen, blev fredag anholdt og sigtet for vold mod sin privatchauffør.

Det skriver amerikanske Variety.

Der var ikke meget at grine af for den 35-årige komiker, da han natten mellem torsdag og fredag lokal tid endte i et klammeri med en privatchauffør, der skulle fragte ham hjem fra en prisoverrækkelse i Los Angeles i USA. T.J. Miller, som også er kendt for sin rolle i HBO-serien 'Silicon Valley', endte nemlig sin køretur med at blive udsat for en civil anholdelse, for senere at blive anholdt igen, denne gang af betjente fra Los Angeles Police Department.

Ifølge anklagen imod ham, skulle T.J. Miller have fysisk overfaldet sin chauffør, der ikke så anden udvej end at foretage en civilanholdelse, inden politiet blev involveret i sagen. Ifølge politiet selv modtog de et alarmopkaldt fra chaufføren kort efter midnat. Da der angiveligt er tale om en forseelse af mindre grov karakter, blev den 35-årige skuespiller blev løsladt umiddelbart efter anholdelsen.

I timerne forinden havde T.J Miller ifølge Variety deltaget ved Vulture Award Seasons Party sammen med en lang række filmstjerner, der blev afholdt i det historiske Sunset Tower Hotel i Hollywood.

T.J. Millers seneste film, 'Office Christmas Party', havde premiere torsdag, hvor den har fået en lunken modtagelse både hos danske og amerikanske anmeldere.

Tidligere i år medvirkede T.J. Miller desuden i superheltefilmen 'Deadpool', hvor han blandt andet spillede over for Hollywood-stjernen Ryan Reynolds.