Den danske diamantdronning Katerina Pitzner åbnede seer op for en verden fuld af diamanter, heste og familiedrama i tv-serien 'Diamantfamilien'. Nu kommer der en ny sæson.

Det fortæller diamanthandleren på sin Instagram-profil.

En verden af diamanter og heste

Serien afbilder familiens overhoved Katerina Pitzner og døtrene Thalia, Elvira og Ofelia, som bor i det eksklusive Nordsjælland og bruger hverdagene på at sælge diamanter, producere musik og investere i heste til springkonkurrencer.

Sidste afsnit af den populære tv-serie blev sendt mandag aften på TV 2 ZULU, som har sendt den i løbet af foråret, og Katarina Pitzner afslører nu, at optagelser til en ny sæson allerede er i gang. Det sker til trods for, at hun har oplevet mange hadefulde kommentarer til, sin medvirken i programmet.

Karaktermord

På Instagram forklarer diamantdronningen, at familien har fået mange positive reaktioner fra seere i hele landet, men at det hele ikke kun er sødt.

'Der er også (få) andre, som er bekymrede for mig. Og nogle er endda direkte skuffede. De mener, at jeg begår karaktermord, og at jeg ødelægger mit brand. Forleden blev jeg også gjort opmærksom på et pudsigt radioprogram, hvor konceptet er, at voksne mennesker sidder og håner og bagtaler andre. Her fik jeg også en tur, hvor nogle af de medvirkende mener, at jeg er sunket lavt, at min make-up klatter, at mine piger og jeg er overvægtige, og der blev rejst tvivl om, hvorvidt vi overhovedet bor værdigt nok.... En kendt offentlig profil fra samme gruppe mente til og med ikke, at man bør købe diamanter af mig længere, fordi man ikke vil kunne stole på mig, efter jeg medvirker i serien,' skriver Katarina Pitzner på sin Instagram-profil.

Familiens sammenhold styrkes

De kedelige kommentarer har dog ikke stoppet familien i at takke ja til en sæson to af 'Diamantfamilien', som vender tilbage til skærmene til september.

På sin Instragram-profil forklarer Katarina Pitzner nemlig også, at hun og døtrene synes, at det er sjovt at lave programmet, at familiens sammenhold styrkes, og at det er med til at udvide hendes branding.