I videoen over artiklen kan du se Claes Bang forholde sig til rygterne om en optræden i James Bond i et interview med Berlingske fra november sidste år.

Indtil flere danskere har mulighed for at vinde en Oscar i år. Bl.a. Claes Bang som medvirkende i 'The Square'

Efter offentliggørelsen, tirsdag, af årets Oscar-nominerede står indtil flere danskere med en chance for at rejse hjem fra Los Angeles med en statuette.

Det glæder bl.a. forografen Dan Laustsen,  instruktør Steen Johannessen, producent Søren Steen Jespersen - og skuespiller Claes Bang, der spiller hovedrollen i svenske 'The Square'.

Den 50-årige skuespiller modtog i 2017 den hæderfulde pris European Film Award for sin rolle i den skævt morsomme svenske film, som altså nu også er nomineret til en Oscar som årets udenlandske film.

»Det vælter ind med tilbud lige for øjeblikket. Det tør jeg godt sige uden at overdrive. Mellem et og tre om ugen - og de kommer fra nær og fjern. Der er fyldt godt op i arbejdsbogen. Det går rigtig godt efter 'The Square'. Den har været en god reklame,« siger Bang til BT.

Lige for øjeblikket deltager han i filmatiseringen af den fjerde Millenium-roman, ‘Det der ikke slår os ihjel’, skrevet af forfatteren David Lagercrantz. Det foregår i Berlin.

»Jeg håber, at jeg kan få fri til at rejse til Los Angeles, når Oscar-priserne skal uddeles (4. marts). Udfordringen lige nu er, at jeg filmer Millenium-film i Berlin. Jeg har lige talt med prioducenten, som lød positiv. Lad os se. Det er mit indtryk, at man i filmbranchen generelt er ret large med hensyn til at lade folk holde fri, hvis man er nomineret til Oscar. Det er jo også reklame for den aktuelle film,« siger Bang.

De seneste år har han især været med i en række tyske tv-serier og -film. Der har været spekuleret en del i, om Bang kunne være den nye James Bond.

»Ved du hvad, jeg tror nu mest, det er en gang lir, som jeg selv griner meget ad. Det er faktisk rigtigt, at jeg har mødtes med Barbara Broccoli (producenten bag James Bond), men det handlede om noget helt andet,« siger Bang, der i 'Det der ikke slår os ihjel' for første gang er med i en actionfilm.

»Jeg spiller en rigtig motherfucker bad ass-type. Det er ret sjovt at prøve.«

Topscoreren blandt årets Oscar-nominerede er ‘The Shape of Water’. Den er nomineret til hele 13 Oscars, blandt andet bedste instruktør, Guillermo del Toro, og bedste kvindelige skuespiller, Sally Hawkins. Og ikke mindst den danske fotograf Dan Laustsen, der er nomineret for sine optagelser af 'The Shape of Water', der foregår i USA i 1963.

Den delvist dansk producerede 'De Sidste Mænd i Aleppo" om redningstjenesten De Hvide Hjelme i Syrien kan få en Oscar for bedste dokumentar. Filmen, der er optaget i den krigshærgede syriske by Aleppo, er nomineret til en Oscar i kategorien bedste dokumentar. Filmen er en syrisk-dansk-tysk coproduktion. Den er instrueret af syriske Feras Fayyad og har danske Steen Johannessen som medinstruktør. Filmen er produceret af Kareem Abeed med danske Søren Steen Jespersen som coproducer.