Daniel Craig skal afløses i rollen som den ikoniske britiske agent James Bond. Nu fortæller den tidligere Bond-pige, Caterina Murino, hvorfor den engelske skuespiller stopper i rollen.

I et interview til britiske Sunday People fortæller 38-årige Caterina Murino, at grunden til at Daniel Craig stopper som den britiske MI6-agent, er et enormt pres på den 48-årige perfektionistiske skuespiller.

»Det er ekstremt stressende at være Bond. Der er mange penge involveret, så det medførte også mere pres, og meget af det pres var på Daniel (Craig, red.),« siger hun til Sunday People ifølge The Mirror.

Caterina Murino spillede sammen med Daniel Craig i hans første film som James Bond, Casino Royale fra 2006, og hun husker, hvordan presset påvirkede den dengang nye James Bond-skuespiller:

»I starten af indspilningerne var Daniel ikke helt afslappet på filmsettet. Pressen var så onde mod ham. Folk forventede, at han ville fejle, og man kunne mærke spændingerne. Det var ikke kun en svær opgave for Daniel, men for alle som lavede Casino Royale. Spørgsmålet om den nye Bond ville fungere, var der konstant,« siger Murino og fortsætter:

»Jeg kunne fornemme, at han havde en smule tvivl om sine evner i begyndelsen, men han vidste også, at rollen ville ændre hans liv, og at han ville gå over i historien. Han var glad, men skræmt, fordi alle kiggede på ham. Det var en stor byrde.«

Den tidligere Bond-pige forklarer, at Daniel Craig er perfektionist og nogle gange filmede op mod 18 timer om dagen og tog scener om og om igen for at levere sit bedste. Noget tyder på, at den opslidende indsats har givet pote. Daniel Craigs medvirken i fire 007-film har været en økonomisk succes, og tilsammen har filmene indtjent 9,4 milliarder kroner. Det gør ham til den mest indbringende skuespiller nogensinde i rollen som James Bond.

Vedvarende rygter om, hvem der skal afløse Daniel Craig i rollen som den ikoniske britiske helt, går på, at det bliver 35-årige Tom Hiddleston, som mange danskere kender fra Susanne Biers succesfulde agent-drama Natportieren, som DR sendte i løbet af foråret. Caterina Murino, som ifølge The Mirror er tæt på James Bond-produceren Barbara Broccoli, puster endnu mere liv i rygterne, da hun mener, Hiddleston ville være den rigtige afløser for Daniel Craig.

»Jeg kan forstå, hvorfor Daniel ikke vil vende tilbage. At komme tilbage i den samme rolle igen kan være kompliceret. Men jeg er en stor fan af Toms (Hiddleston, red.) arbejde. Jeg tror, Barbara (Broccoli, red.) vil vælge én som ham, der har en baggrund i teater,« siger Caterina Murino til Sunday People ifølge The Mirror.