Anmeldelse: 'Tracks'
Filmatiseringen af den australske bestseller ’Tracks’ fra 1980, fortæller den autentiske historie om Robyn Davidson, der forlod universitetsstudiet i Brisbane og som 27-årig gik 2.700 km gennem ørkenen med sin hund Diggity og fire dromedarer.
Vi følger først forberedelserne af den lange tur, hvor Robyn i månedsvis arbejder gratis i Alice Springs for at lære dromedar-opdræt, men hvor hun ender med at blive grundigt snydt. Så for at skaffe penge nok til turen laver hun en sponsor- aftale med The National Geographic, som insisterer på at sende en fotograf (Billed-reportagen blev trykt i 1978).
Lang walkabout
På den 195 dage lange walkabout gennem den australske outback møder Robyn spændende personligheder og ikke mindst meget vise aboriginere, som kender alt til naturen og hvor der er ’helligt land’, inden hun ender rejsen ved Det Indiske Ocean, hvor dromedarerne kan bade i havet.
Den unge, egenrådige eventyrer Robyn spilles intenst af Mia Wasikowska (’Alice i Eventyrland’) og den snakkesalige og akavede fotograf spilles af Adam Driver (Hannahs Adam i tv-serien ’Girls’). Læner du dig tilbage og tålmodigt nyder filmen, er de smukke landskaber nærmest drømmende, meditative og inspirerende.
4 stjerner
Australien, 2013
Instruktør: John Curran
Premiere i udvalgte biografer
Se trailer: