Virksomheden bag Facebook melder om en nedgang på 55 procent i overskuddet i sidste kvartal af 2022.

Meta, som ejer Facebook og Instagram, melder om et mere end halveret overskud i sidste kvartal af 2022, hvis man sammenligner med samme periode året før.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Virksomheden melder om en nedgang på 55 procent i overskuddet i sidste kvartal af 2022. Bundlinjen viste overskud på 4,65 milliarder dollar. Det svarer til 31,5 milliarder kroner.

I samme periode året før endte Meta med et overskud på 10,29 milliarder dollar. Det svarer til knap 70 milliarder danske kroner.

Det skyldes især nedskæringer i virksomheden, herunder fyringer og lukning af kontorer. Derudover har virksomheden også ændret sin strategi for datacentre.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er det ligeledes første gang i virksomhedens levetid, at det årlige salg falder.

Virksomheden startede i 2012.

Selskabet har dog for første gang rundet to milliarder brugere, skriver nyhedsbureauet.

- Vores fællesskab bliver ved med at vokse, og jeg er tilfreds med det stærke engagement, der er på tværs af vores apps. Facebook har netop nået en milepæl med to millioner dagligt aktive (brugere, red.), siger Mark Zuckerberg, som er administrerende direktør i Meta og stifter af Facebook ifølge en udtalelse, skriver det amerikanske medie CNBC.

Meta har ellers haft det svært, fordi selskabet i februar 2022 meldte ud, at man for første gang havde registreret et fald i antallet af daglige brugere. Men det har man altså formået at vende igen.

I 2022 har omsætningsvæksten generelt haft det sværere hos techgiganten. Det skyldes blandt andet den usikkerhed, som krigen i Ukraine har bragt med sig ind på de globale markeder.

Annoncørerne har nemlig været mere tilbageholdende i kølvandet på den usikre økonomiske periode, har nyhedsbureauet Reuters skrevet i forbindelse med tidligere regnskabsudgivelser.

/ritzau/