Coronakrisen har presset pelsbranchen til et nyt lavpunkt.

Kopenhagen Fur har netop sat to millioner skind til salg på en digital auktion, men kun otte procent af skindene blev solgt.

Det er den laveste salgsprocent nogensinde, skriver Finans, ligesom salgspriserne var alarmerende lave, og gennemsnitsprisen nåede 135 kr.

Kopenhagen Fur, som er ejet af de danske minkavlere, og som er branchens fælles salgsselskab, er verdens største sælger af minkskind.

Efter et milliardstort tab i 2019 var forventningen ellers, at man efter et milliardtab i 2019 ville gå lysere tider i møde, men det har coronakrisen altså sat en stopper for.

I en pressemeddelelse fra Kopenhagen Fur lyder konklusionen efter auktionen da også: 'Kunderne er ikke klar til at købe endnu.'

'Coronakrisen har skabt en enorm usikkerhed i alle brancher og især i eksporterhvervene. Sådan er det også i pelsbranchen, og vores auktionskøbere er derfor meget tilbageholdende. De er ikke klar til at købe råvarer endnu, fordi de er usikre på mængden af ordrer fra detailleddet senere på sæsonen.'

Sådan skriver den adm. direktør i Kopenhagen Fur, Jesper Lauge Christensen, i pressemeddelelsen, der fortsætter:

'Det er ikke sæson for pels i detailleddet lige nu, og det gør det vanskeligt at vurdere efterspørgslen i det nuværende marked.'

For bare få år siden eksporterede branchen, ifølge Finans, ellers minkskind for over 13 mia. kr., og i 2013 nåede salgsprisen på de danske skind helt op over 600 kr.

En global overproduktion fik de følgende år fik dog priserne til at falde voldsomt, hvorefter produktionen styrtdykkede.

På grund af coronakrisen har detailsektoren været lukket ned i Kina, og pelsfabrikkerne har ikke turdet indkøbe råvarer.

Også auktionerne er påvirket af coronakrisen, som har medført, at Kopenhagen Fur måtte aflyse årets første tre auktioner, som normalt trækker købere fra hele verden til selskabets auktionshal i Glostrup, skriver Finans.