Først varslede de, at de ville fyre 60 medarbejdere.

Men nu melder entreprenørkoncernen MT Højgaard ud, at man vil sælge det nordjyske byggefirma Scandi Byg.

Det skriver Nordjyske.

Det sker efter, Scandi Byg i år vil give et underskud på 56 millioner kroner.

»Vores analyse er, at MT Højgaard Holding ikke er den bedste ejer af Scandi Byg. Vi skylder medarbejdere, partnere og kunder at etablere et langsigtet ejerskab, der kan skabe stabilitet og realisere Scandi Bygs potentiale,« skriver Henrik Mielke, koncernchef i MT Højgaard, i en meddelelse

Underskuddet på de 56 millioner kroner skyldes blandt andet, at der er kommet nye ordrer så sent ind, at de først kunne gå i produktion i 2023.

Da der tilbage i november blev varslet med massefyringer, fortalte den konstituerede administrerende direktør i Scandi Byg, at der ikke var nogen vej udenom, hvis man ville sikre sine arbejdspladser.

Man ved endnu ikke, hvem der skal overtage Scandi Byg, og MT Højgaard vil ikke melde noget ud om forhandlinger med måske kommende købere.