Den danske skogigant Ecco har foretaget et massivt opkøb i Rusland.

Det tilføjer 250 butikker til det verdensomspændende netværk af forretninger, der udelukkende sælger sko og støvler fra det ikoniske danske mærke.

Koncernen overtager selskabet Ecco Ros, der står for salget af Ecco-sko på det russiske, hviderussiske og armenske marked, skriver finans.dk.

Der er altså tale om en virksomhed, der har meget nære forbindelser til Ecco-brandet.

Det russiske selskab har været distributør for Ecco i de seneste 30 år, men nu overtager det danske selskabet salget af sine egne sko og støvler.

Den danske gigant beskriver selv handlen som sin hidtil største investering uden at sætte tal på.

Med investeringen overtager Ecco kontrollen med 250 butikker i Rusland, Hviderusland og Armenien.

Dermed kommer det samlede antal Ecco-butikker op på 2750 butikker på verdensplan.

I 2018 havde den danske sko-gigant den største omsætning nogensinde på 10 milliarder kroner.

Rekordåret endte med et overskud på 1,5 milliarder kroner før skat.