Christian Eriksen kan blive udskrevet fire timer efter, han har fået indopereret en hjertestarter.

Det er vurderingen fra Jens Cosedis Nielsen, der er professor og overlæge på Hjertemedicinsk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital og specialist i hjerterytmeforstyrrelser.

Han beskæftiger sig til daglig med patienter, som får en ICD i brystet, som er den type hjertestarter, som Eriksen skal have.

Jens Cosedis Nielsen er ikke inde over Christian Eriksens behandling, og han udtaler sig derfor ud fra en generel viden om lignende tilfælde.

A photo taken on June 13, 2021 shows the Rigshopitalet hospital in Copenhagen, where Denmark's midfielder Christian Eriksen is hospitalized after he collapsed on the pitch during the UEFA EURO 2020 Group B football match between Denmark and Finland on June 12. (Photo by JONATHAN NACKSTRAND / AFP)
A photo taken on June 13, 2021 shows the Rigshopitalet hospital in Copenhagen, where Denmark's midfielder Christian Eriksen is hospitalized after he collapsed on the pitch during the UEFA EURO 2020 Group B football match between Denmark and Finland on June 12. (Photo by JONATHAN NACKSTRAND / AFP) Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

»Her hos os, der sender vi patienter, der har fået en ICD indopereret, hjem dagen efter operationen. Men man kan være klar til at tage hjem fire timer efter. Det sker flere steder,« fortæller overlægen.

Eriksen kollapsede i Parken under kampen mellem Danmark og Finland lørdag. Her fik han efterfølgende livreddende behandling. I dag har DBU så oplyst på Twitter, at Eriksen skal have en hjertestarter, en såkaldt ICD.

En ICD bliver indsat under venstre kraveben under lokalbedøvelse, fortæller han ydermere:

»Selve operationen er en lille operation, der har en varighed på en halv til en hel time, hvor man kan tale med patienten undervejs.«

Og patienterne vil typisk kunne rejse sig fra sengen efter ganske få timer og selv hente et glas vand eller en kop kaffe.

Derudover vil der ikke være behov for genoptræning efter selve operationen, men der kan være behov for genoptræning efter et hjertestop. Men det afhænger af patientens tilstand, og hvad der er årsagen til hjertestoppet.

Ifølge Jens Cosedis Nielsen har Eriksen nok haft ventrikelflimmer.

»Eller hjertekammerflimmer, som det også hedder,« forklarer han og fortsætter:

»Her er pulsen ekstrem hurtig – helt oppe på 300-400 slag i minutter. Det vil sige, at hjertemusklen ikke pumper, den står og sitrer. Og når der ikke pumper noget rundt i kroppen, får man hjertestop,« lyder det fra professoren, der har hæftet sig ved, at Eriksen blev genoplivet ved hjælp af ét stød fra en hjertestarter.

»Hvis man oplever flimmer i hjertemusklen, så er det eneste, som man kan gøre, at sende strøm gennem hjertet. Det nulstiller hjertet.«

»Det, man gør efter en sådan episode med hjertestop, det er, at man lægger en hjertestarter ind. Det er det eneste, der hjælper, hvis det sker igen,« fortæller overlægen.

Og det, man måske kan bide mærke i her, det er ordet 'hvis'. For det er ikke sikkert, at det vil ske igen.

FILE PHOTO: Danish footballer Christian Eriksen gives a thumbs-up at Rigshospitalet, where he is treated after he collapsed during a UEFA Euro 2020 game on Saturday, in Copenhagen, Denmark, in this picture obtained from social media. Picture published June 15, 2021. Danish Football Association/via REUTERS/File Photo
FILE PHOTO: Danish footballer Christian Eriksen gives a thumbs-up at Rigshospitalet, where he is treated after he collapsed during a UEFA Euro 2020 game on Saturday, in Copenhagen, Denmark, in this picture obtained from social media. Picture published June 15, 2021. Danish Football Association/via REUTERS/File Photo Foto: DANISH FOOTBALL ASSOCIATION
Vis mere

»Men vi ved, at risikoen for, at det sker, stiger betragtelig, hvis det allerede er sket en gang før.«

Og det kan jo så tvivl om Eriksens fremtid som topatlet.

»Jeg kan ikke komme med noget klart svar lige nu, om hvorvidt han kan fortsætte. Det er meget individuelt, hvordan man har det – både fysisk, men også mentalt efter et hjertestop.«

Om Eriksen fortsat har en karriere som fodboldspiller på højeste niveau, er derfor op til ham, hans nuværende arbejdsgiver, klubben Inter og lægerne omkring ham.

En ting, som Jens Cosedis Nielsen er lidt mere sikker på, det er, at Eriksens ICD nok er kommet for at blive.

»Det er meget, meget sjældent, at man får taget en hjertestarter ud igen. Der er en sikkerhed for patienten i at have den, som de ellers vil miste. Nogen kan få taget den ud, hvis der opstår en infektion, men de vil typisk få et andet system indsat i stedet.«