Det var med svedige håndflader og hurtig hjertebanken, at parykken blev taget af, inden der blev trykket på optag-knappen i B.T.s tv-studie.

»Det er så grænseoverskridende for mig,« indleder Camilla Valsten, der har en sygdom, som de færreste kender til.

I onsdags kunne tidligere partileder for Alternativet Josephine Fock sammen med sin nye kærlighed, Camilla Valsten, fortælle, at Camilla har sygdommen alopecia.

»Det er vigtigt for mig, at der kommer fokus på sygdommen. Men det er rigtig svært for mig at vise mig uden hår, fordi folk kigger på mig og tror, at jeg har kræft,« siger Camilla Valsten.

Camilla Valsten er én af de mellem 5.000-10.000 danskere, der har sygdommen alopecia.
Camilla Valsten er én af de mellem 5.000-10.000 danskere, der har sygdommen alopecia.
Vis mere

Alopecia kaldes også for pletskaldethed og er en autoimmun sygdom, hvor man taber håret i varierende grad. En sygdom, der startede som en teenagers værste mareridt for den dengang kun 16-årige Camilla Valsten.

»Da jeg en dag stod og redte mit mørke hår, opdagede jeg en kæmpe plet, og gik i chok,« fortæller Camilla Valsten, der allerede i slutningen af 20erne mistede alt hår – herunder sine øjenbryn.

Derfor valgte hun efter flere år med farverige og ubehagelige turbanner på hovedet at anskaffe sig en paryk.

Det betød også, at der var en kombination af nerver og sommerfugle i maven, da Camilla Valsten på sin første date med Josephine Fock valgte at fortælle om sin lidelse.

»Jeg var bevidst om at sige det hurtigt, men jeg var så nervøs. Jeg tænkte: 'Hvad nu, hvis hun nu ikke vil have mig',« fortæller en grinende Camilla Valsten, der hurtigt bliver afbrudt af sin nye kæreste:

»Jeg blev overrasket, da hun fortalte mig det, fordi jeg havde slet ikke lagt mærke til det, og jeg kendte slet ikke til sygdommen. Men jeg synes jo, at hun er gudesmuk både med og uden hår,« siger Josephine Fock.

For det nyforelskede par var det derfor også en tillidsprøve, da Camilla Valsten første gang tog parykken af foran Josephine Fock.

»Det var en tillidserklæring fra hende til mig, men i mine øjne er hun jo den samme person,« fortæller den tidligere partileder.

Parret offentliggjorde deres forhold på Josephine Focks Facebook og delte ud af deres erfaringer med Camillas sygdom.
Parret offentliggjorde deres forhold på Josephine Focks Facebook og delte ud af deres erfaringer med Camillas sygdom.
Vis mere

Sygdommen alopecia kom for alvor frem i rampelyset ved dette års Oscar-uddeling, hvor Will Smith slog Chris Rock, efter at han havde lavet en joke om Will Smith kone, der selv har lidelsen.

Dog var det en aprilsnar, der startede diskussionen om, hvorvidt Camilla Valsten skulle dele sin historie.

»Camilla fortalte mig, at der var kommet en trend, hvor partnere til folk med alopecia barberede deres hoveder skaldet i sympati. Der gik det virkelig op for mig, hvor grænseoverskridende det må være – og mit hår ville jo gro ud igen,« siger Josephine Fock.

Alligevel har episoden med Will Smith gjort indtryk på parret, der understreger, at de ikke blev stødt af selve joken.

»Dog tænker jeg, at man ikke skal gøre grin med andres handicap,« siger Josephine Fock.

Selv håber Camilla Valsten, at hendes historie kan være med til at inspirere andre med alopecia til at smide parykken og føle sig godt tilpas.