Betegnelser som “groft vildledende” og “brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet” går igen gennem den 1649 sider lange redegørelse fra Minkkommissionen, som peger på, at der er grundlag for tjenstlige sager mod en række topembedsfolk. Når det handler om at placere et politisk ansvar, mener regeringen, at det er sket, nemlig hos Mogens Jensen.

Vi kan roligt en gang for alle omdøbe minksagen til minkskandalen, og herfra handler det ikke blot om placering af ansvar, men om tillid i en demokratisk retsstat.

Toppen af det danske samfund har fejlet i en sådan grad, at man ikke kan tale om “fejl” længere – uden at sætte ordet “system” foran. Ti topembedsmænd, herunder tre departementschefer og selveste rigspolitichefen, får alvorlig kritik.

Den øverste embedsmand, Statsministeriets, får alvorlig kritik. Det er ikke ti hr.-hvem-som-helst-embedsmænd, der rejses alvorlig kritik af. Det er de absolut øverste i samfundet.

Statsminister Mette Frederiksen, da hun holdt pressemøde efter Minkkommissionens konklusioner.
Statsminister Mette Frederiksen, da hun holdt pressemøde efter Minkkommissionens konklusioner. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson
Vis mere

Der er tale om en slags – heldigvis kortvarigt – kollaps af samfundets top. Det er i sig selv alarmerende. Det er mennesker, der er vant til at håndtere ikke bare kriser, men lange perioder med ekstremt arbejdspres.

Og de er så dygtige og erfarne, at det er utænkeligt, at ansvaret alene ligger hos dem. Hvis man straffer dem, men freder deres politiske chefer, opnår man ikke en retfærdig afslutning på sagen.

Mange vil fremhæve, at der var tale om en helt ekstraordinær situation, hvor regering og embedsværket igennem mange måneder havde arbejdet solen sort. Det er vi mange, som har stor respekt for, men kommissionen slår fast, at man netop i krisetider skal være ekstra opmærksom på retsstatens principper.

Minkkommissionen er ikke i tvivl om, at der havde været tid til at udsætte beslutningen, læse papirerne, inddrage Folketinget, sove på det, få udarbejdet et nyt beslutningsgrundlag og træffe en oplyst beslutning.

Man kan hæfte sig ved, at kommissionen tilskriver statsminister Mette Frederiksen et objektivt ansvar for, at hun på det berømte pressemøde, hvor hun gav besked om, at alle mink skulle aflives, gjorde sig skyldig i grov vildledning af offentligheden, men at kommissionen også påpeger, at hun ikke har et subjektivt ansvar, fordi hun ikke vidste, at der ikke var lovhjemmel.

For nogle vil det være forklaring nok. Men det ville ikke være nok for enhver anden borger i dette land, der har brudt loven, at man ikke kendte til, at det var et lovbrud. Uvidenhed er ikke et forsvar for os almindeligt dødelige.

Vi er nok alligevel mange, der faktisk har en udstrakt rummelighed i forhold til at acceptere fejl i pressede situationer. Hvis blot man erkender dem.

Problemet er ikke, at der blev begået en hel byge af meget alvorlige fejl. Problemet er, at statsministeren så sent som torsdag i denne uge erklærede sin tillid til de embedsmænd, som nu har fået voldsom kritik.

Statsministeren fremhævede torsdag i Berlingske et væsentlig spørgsmål som: “Er vi kørt over for rødt eller ej?”. Og det mener hun “bestemt ikke”, regeringen har gjort.

Det var altså udlægningen dagen før kommissionens redegørelse, hvor hun var bekendt med, hvor alvorlig kritikken var og efter ugers benhård kampagne fra Socialdemokratiet, hvor man blandt andet har beskyldt sine politiske modstandere for trumpisme.

På et pressemøde i Spejlsalen fredag undskyldte statsministeren over for minkavlerne, men ikke andre. Og så kom der en fersk “vi tager kritikken til efterretning”. Det forekommer ikke som en særlig dyb erkendelse af så alvorlige fejl.

Ingen har endnu nærlæst hele redegørelsen. Man kan læse den som et billede på et system, der nærmest er imploderet i fejl, og man kan læse den som en bekræftelse af, at statsministeren ikke gjorde noget ulovligt og groft vildledende med vilje. Man kan til gengæld ikke læse redegørelsen uden at konkludere, at det, der er foregået, er for groft.


Statsminister Mette Frederiksen (S)
Statsminister Mette Frederiksen (S) Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson
Vis mere

Ugens ledelsesstil

Sommerens store debatemne må blive statsministerens ledelsesstil, som allerede nu fylder en hel del i evalueringen af minkskandalen.

Mange vil hylde statsministerens ønske om at styrke Statsministeriet, men det synes efterhånden åbenlyst, at en utilsigtet bivirkning ved den arbejdsform og kultur, der er opstået, ikke har været god. Statsministeriet har kortsluttet nogle af de kontroller og den klare ansvarsfordeling, der ellers udgør den forvaltningsmæssige tradition.

Det er ultimativt den øverste chefs ansvar at tilrettelægge arbejdet, så der er klare roller og en klar ansvarsfordeling. Omfanget af stærkt kritisable fejl begået af topembedsmænd vidner om, at den opgave ikke er løst. Den er dumpet.

Statsminister Mette Frederiksen (S)
Statsminister Mette Frederiksen (S) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ugens uretfærdige

Hvis det, som det ser ud nu, ender med, at Minkkommissionens hårde kritik fører til sager mod magtfulde embedsmænd, men ikke deres politiske chefer, vil det være uanstændigt. Det ultimative ansvar er og bør være politisk.

I sidste valgkamp mente statsministeren selv, at ansvaret for politiske beslutninger hørte til hos politikerne. Det var dengang, man skrev i sit forståelsespapir, at man ville styrke demokratiet gennem “tiltag, som kan øge tilliden til centraladministrationen, medierne og de politiske beslutningsprocesser”.

Nu har piben fået en anden lyd. Ansvaret for de politiske beslutninger hører tilsyneladende til alle andre steder end hos statsminister Mette Frederiksen.

Leder af Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen
Leder af Radikale Venstre Sofie Carsten Nielsen Foto: Emil Helms
Vis mere

Ugens hykleri

Både Enhedslisten og De Radikale krævede, at uvildige advokater skulle vurdere sagen, før kommissionen havde talt. Det var godt nok i Støjberg-sagen, der som bekendt førte til en ubetinget fængselsdom.

I Minkskandalen har Enhedslisten allerede afvist behovet, og De Radikale lyder temmelig afvisende, men vil først læse redegørelsen grundigt, selvom minkskandalen har affødt langt kraftigere kritik af embedsværket end i Støjberg-sagen.

Det er al ære og respekt værd at ville træffe tunge beslutninger på et oplyst og gennemlæst grundlag. Det er bare ærgerligt, at de to partier tilsyneladende ikke forventer netop det af den regering, som de danner parlamentarisk grundlag for.