Lyt til artiklen

Kan hun modstå fristelsen? Og tør hun?

Senest i juni 2023 skal der være folketingsvalg. Det siger Grundloven. Men intet forhindrer, at valget kommer meget før.

Deraf artiklens to indledende spørgsmål. For statsminister Mette Frederiksen og hendes allernærmeste er selvsagt mere end almindeligt opmærksomme på den kolossale vælgergevinst, der i realiteten blot venter på at blive indkasseret.

Glem alt om et valg udskrevet nu – det vil sige på denne side af sommerferien.

Når det en dag er forbi med at bruge håndsprit alle steder, vil statsminister Mette Frederiksen (S) måske være fristet til at udskrive valg og indkassere gevinsten.
Når det en dag er forbi med at bruge håndsprit alle steder, vil statsminister Mette Frederiksen (S) måske være fristet til at udskrive valg og indkassere gevinsten. Foto: Emil Helms/ritzau scanpix/arkiv
Vis mere

Det ville være helt igennem upassende midt i en coronakrise, der har vist sig mere sejlivet, end de fleste ville have troet.

Men skru tiden nogle måneder frem. Da ser situationen – må vi håbe – meget anderledes ud: Alle vil være vaccineret, og samfundet åbnet igen.

Corona er pludselig noget, man omtaler i datid.

Det vil skabe eufori. En berusende følelse af genvunden frihed. Vi kan få århundredets festsommer med en folkelig begejstring, man måske skal helt tilbage til 1945 for at finde en parallel til.

Ikke noget helt dårligt bagtæppe til at bede danskerne om fornyet opbakning.

Hold øje med datoen den 16. november.

Der skal vi alligevel alle sammen hen og stemme til kommunal- og regionsrådsvalget. Og hvorfor egentlig ikke lave en trippel?

Det er set før. Poul Nyrup Rasmussen gjorde det i 2001, da han slog de tre valg sammen. Det kom han ganske vist ikke specielt godt fra, idet Anders Fogh Rasmussen gjorde rent bord og sikrede Venstre regeringsmagten gennem en periode på ti ubrudte år.

Historikken vil dog næppe afholde Mette Frederiksen. Det kræver ikke den udvidede analytikereksamen at konkludere, at hendes udgangspunkt for en sejr er lysår bedre end Nyrups i sin tid.

Blå blok er ude i overlevelseskamp. Hvem er egentlig Mette Frederiksens førsteudfordrer? Dét fortoner sig noget, omend diskussionen også kan synes noget akademisk – de aktuelle meningsmålinger taget i betragtning.

Ellemann har mere end nok at gøre med at bringe Venstre på fode igen. Man kan sige meget godt om hans kampånd, men en umiddelbart kommende statsminister ligner han ikke just i disse måneder.

Søren Pape Poulsen holder sig klogeligt i baggrunden. For godt nok har han tur i den i meningsmålingerne, og De Konservative kan blive større end Venstre. Men hvorfor skulle han dog erklære et statsministerkandidatur, der med sikkerhed vil blive indledt med et forsmædeligt nederlag? Den overlader han galant til Ellemann.

Hvis målingerne blot tilnærmelsesvis holder stik, vil Mette Frederiksen kunne sikre sig et rent rødt flertal, der én gang for alle vil kunne marginalisere De Radikale.

Ganske vist har Sofie Carsten Nielsen en noget mere ydmyg cigarføring end sin detroniserede forgænger. Men helt tosset ville det nu ikke være for Mette Frederiksen ikke altid at skulle spørge først hos de traditionelt så selvbevidste radikale.

Eneste hage ved projektet er paradoksalt nok, at regeringen kommer til at stå FOR stærkt. For hvis der er rent rødt flertal, vil det være vanskeligere at undslå sig for at følge kravene fra SF og Enhedslisten. Men mon ikke Mette Frederiksen lever med det luksusproblem?

Spørgsmålet er så: Bliver den ikke for tyk, hvis statsministeren på den måde vil ud og score en hurtig coronagevinst?

Tjah, bum.

Det vil selvfølgelig give anledning til noget forarget snak om, at hun er lige lovlig smart og udspekuleret.

Omvendt er hun i sin gode ret. Og hun kan også sagtens forklare sig ud af det.

Lad os sige, at hun gør det. Så vil argumentet lyde noget i retning af, at nu er vi – 'sammen'! – kommet igennem en historisk krise. Nu er der – vil hun sige – behov for at få tavlen visket ren, se fremad. Der skal være et fornyet mandat til det vigtige arbejde, der ligger forude, og som har været skubbet i baggrunden under coronakrisen.

Gennemskueligt, ja. Politikersnak, ja.

Men på den anden side vanskeligt at argumentere imod.

I øvrigt siger al erfaring, at når først valgkampen kører, så glemmer de fleste hurtigt, hvorfor valget overhovedet blev udskrevet.

Har statsministeren overhovedet besluttet sig? Næppe. Og adspurgt vil hun selvfølgelig slå syv kors for sig og rituelt erklære, at den slags overvejelser OVERHOVEDET ikke er aktuelle.

Det er muligt, men pointen er, at det kan de hurtigt blive. Og resultatet vil efter al sandsynlighed blive et folketingsvalg, hvor et i forvejen stærkt Socialdemokratiet befæster sin magt yderligere.

Igen: Det kræver sin kvinde at stå imod den fristelse.