Du kan sikkert nikke genkendende til at enten have indtaget and, flæskesteg, risalamande eller snaps inden for den seneste måneds tid.

Samtidig er det nok ej heller gået din næse forbi, at vi i Danmark havde rekordhøje smittetal i december, som siden er blevet overgået i det nye år. Og faktisk er der ifølge professor i biologi Morten Petersen fra Københavns Universitet en forbindelse mellem smittebomben i december og julearrangementerne med fortæringen af de klassiske julegodter.

Det lyder ganske underligt, men det fortalte Morten Petersen om, da han besøgte B.T. Live.

»Det er korrekt, at det er børnene og de unge, der driver smitten. Det gør de faktisk, men helt generelt er det ikke det eneste, der er skyld i det store smitteboom i december,« siger han.

Altså mener Morten Petersen, at det store smitteudbrud også skyldes noget andet end børnenes gang i skolen.

»Samværet er anderledes i december. Det skyldes i høj grad den måde, vi er sammen på,« siger han.

Morten Petersen henviser især til julefrokoster og juledagene, samt at det er en tid, hvor mange unge i højere grad kan finde på at feste.

Men julemåneden er for længst forbi. Ergo er der i skrivende stund ikke meget at gøre ved det store smitteboom i december, udover de restriktioner, der blev indført. Restriktioner, som ifølge Morten Petersen bør ændres med det samme.

»Jeg forstår simpelthen ikke, at de ikke åbner op. Der er tydeligvis en variant i omløb, som er mildere, kombineret med at vaccinerne virker, så det er virkelig mærkeligt at forstå, at de ikke åbner op.«

»Jeg synes, problemet er, at de unge skal have lov til at være unge. Deres natteliv har været lukket i superlang tid, og deres ret til at holde fester på deres uddannelsesinstitutioner har været lukket i næsten to år.«

»Det er nogle formative år for de her mennesker, og det skal man tænke over. Det har betydning for deres livskvalitet, livslængde og alle de drømme, de havde, da de startede på studie og gymnasier. Det hører altså med i fortællingen. Og det synes jeg ikke er blevet balanceret ordentligt,« siger han.