Før OL begyndte, gik snakken udelukkende på corona og 'de uforsvarlige mesterskaber'.

Smitten i Japan var stigende, restriktionerne voldsomme og legene blev uden tilskuere.

Diskussionen var intens, og de fleste var i tvivl om det fornuftige i at gennemføre legene.

Både i Japan og internationalt var kritikken krads.

Vores egen landstræner Nikolaj Jacobsen udtalte, da restriktionerne for håndboldholdet endelig blev meddelt, at han ikke helt forstod, for hvis skyld legene skulle gennemføres – det var i hvert fald ikke for atleterne.

Åbningsceremonien blev domineret af nogle hundrede demonstranter, der ønskede legene aflyst. De var højrøstede, og deres budskab gik tydeligt igennem.

Selv da legene var nogle dage gamle, blev der stadig udtrykt tvivl, om OL kunne gennemføres.

Men de er i gang, og de fortsætter – og TAK for det.

De ansvarlige i Den Internationale Olympiske Komite stod kritikken og balladen igennem. De har gudskelov haft ret.

De Olympiske Lege har en berettigelse i en tid med covid-19 – endda særligt i en virustid.

Legene er ikke normale, for der mangler den glød og begejstring, som publikum bringer. Men De Olympiske Lege bringer nationer sammen og får os alle til at være nationale og begejstrede for en stund.

Her er der alle muligheder for at holde med 'vores egne' i idrætsdiscipliner, der normalt er små og uden den store interesse.

Nationen holdt vejret, da Cathrine Dufour red dressur og med sin hest Bohemian alligevel ikke fik medalje.

Vi fik en klump i halsen, da Jeanette Ottesen svømmede sin sidste finale i holdløbet.

Vi ærgrede os med Anne-Mette Rindom, da hun blev diskvalificeret i den nedsmeltning på vandet, som hun selv var modig nok til at tale om bagefter.

Vi led med Sverri Nielsen, da han på de sidste meter så sin livsdrøm i singlesculler blive knust med få centimeter.

Vi kommer på fornavn med en stribe dygtige og dedikerede eliteidrætsudøvere, der i adskillige år har brugt al deres tid, alle deres penge og hele familiens velvilje for at præstere mod verdens bedste.

Det er pludselig både dansk og naturligt at hylde de dygtigste. En disciplin, vi ellers ikke er verdensmestre i. Vi hylder normalt ikke eliten, 100 procent dedikerede satsninger og fuldt fokus. Vi taler hellere om work/life balance, men en gang hvert fjerde år elsker vi 'vores drenge og piger', der kan vinde medaljer til os.

Hvert OL skaber nye danske helte til historiebogen. Hver gang er der nye dramatiske fortællinger.

Jesper Hansen fra Svebølle, skeetskytten, der fra en 11.-plads skød sig i finalen for med kold og kynisk skydning at snuppe sølvmedaljen i en dansk kongedisciplin. Kjeld Rasmussen, Ole Riber Rasmussen og Anders Golding har tidligere skudt olympiske medaljer hjem ved at plaffe lerduer ned.

Frederic og Joachim – det nye prinsepar fra Berkeley og Princeton – med efternavnene Vystavel og Sutton blev udtaget som de sidste, men de kendte deres besøgelsestid og endte med bronze. Også i en dansk paradedisciplin.

Forude venter mere national stolthed i håndbold, badminton, cykelløb på banen og kajak. Her har vi chancer for mere metal og jubel.

Det er ikke kun nationalfølelsen, der får et boost under OL. De fleste idrætsdiscipliner udvikler deres sport og gør den mere publikumsvenlig. Lørdag faldt jeg ind i finalen i bueskydning, hvor der var kameraer overalt – endda på pilen. Med pulsmåler kunne man i sin sofa følge hjerteslagene på den italienske og tyrkiske bueskytte.

Det var sport, det var underholdende, og jeg blev fan.

OL er i stand til at rejse dagsordener, som ellers ikke kommer frem. Tidligere har legene været brugt af stormagterne til boykot i henholdsvis Moskva og Los Angeles til politiske formål.

Denne gang er det superstjernen Simone Biles, der kun har været i 'kamp' ganske kortvarigt. Her mistede hun tilliden til sig selv – eller, vi ved endnu ikke helt præcist, hvad der er sket. Biles er ikke helt ude, hun kan i skrivende stund stadig nå to discipliner i gymnastik, men hun har foreløbig taget den største overskrift ved ærligt at melde ud, at hun ikke er mentalt klar.

Presset er for stort. Eller som Anne-Marie Rindom udtrykte det på kajen, efter hun mente, hun var blevet diskvalificeret: »Jeg er kun et menneske, jeg laver fejl.«

De Olympiske Lege er i gang og tak for at stå fast. Corona skal ikke diktere vores hverdag. Vi skal leve med den, men den skal ikke ødelægge vores fælles sportsfest.