Statsminister Mette Frederiksen piller ved kronjuvelerne i det socialdemokratiske velfærdssamfund.
Det skal hun have tak for.
I det nye udspil 'Danmark kan mere 1', som blev præsenteret tirsdag, skæres der i dagpengesatsen for unge, der går direkte fra universitetet og til arbejdsløshed. De får fremover reduceret deres dagpenge med 4000 kroner pr. måned og de kan maksimalt hæve pengene i et år mod tidligere to år.
Reduktion af både sats og varighed er ikke blomster i en traditionel socialdemokratisk have. Det er da heller ikke vanskeligt, at finde udtalelser fra både statsministeren og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, hvor de bedyrer, at det aldrig vil komme på tale.
28. november 2019 svarede Hummelgaard, at det ikke er regeringens holdning at skære i dagpengesatsen for dimittender, som færdiguddannede også kaldes. »Det kan gøre mere intelligent«, svarede Peter Hummelgaard. Den åbenbart 'uintelligente løsning' er alligevel blevet socialdemokratisk politik, formentlig fordi statsministeren ønsker at få flere hænder i arbejde. Derfor må Hummelgaard og andre æde deres egne ord og forklare, hvordan det på bare to år kunne gå fra at være helt forkert til en helt nødvendig løsning.
Regeringens støttepartier – SF og Enhedslisten – kan med god grund råbe løftebrud, men spørgsmålet er om de tør. Det ER et klokkeklart løftebrud, men støttepartierne har vist sig at være fuldstændige bovlamme overfor Mette Frederiksens regering og det har hun naturligvis læst. Enhedslisten er dygtige til at råbe op, men gør sjældent noget. SF har slet ikke nogen rød linje, de er glade for bare at blive hængende i Frederiksens skørter.
De skal nok makke ret.
Regeringen har givet de to røde partier et meget lille 'holdkæft bolsje' ved at foreslå større fradrag på fagforeningskontingent, så bliver SF og Karsten Hønge glad. Mette Frederiksen foreslår også en højere beskatning af aktiegevinster over 56.000 kroner og dermed kan Enhedslistens Mai Villadsen råbe, at 'de rige aktiesvin' nu betaler deres rimelige del af kagen. Det bliver ved parolerne fra de røde, der har vist sig at være meget billige i drift. Deres mærkesager – især klima – tromler regeringen blot henover uden at møde modstand.
Reformudspillet skaber flere job, fordi de unge nyuddannede kommer i arbejde og pensionister, der fortsat vil arbejde, slipper for, at deres ægtefælle bliver trukket i pensionen. Det virker rimeligt nok, men planen skaber kun 10.000 job frem til 2025. Det rækker knapt til at lukke hullet for de danskere, der har søgt om at komme på 'Arne-pension'.
Danmark er dermed lige vidt og vi kan ikke mere, som ellers er reformens titel.
Mette Frederiksens udspil rummer også en værdimæssig knaldperle. Mennesker med integrationsbehov, som det bureaukratisk kaldes, skal fremover arbejde 37 timer om ugen. Det gælder for cirka 20.000 fortrinsvis kvinder, der stammer fra Mellemøsten og som i dag er udenfor arbejdsmarkedet.
»Det at gå på arbejde og forsørge sig selv skal være en afgørende værdi i Danmark. I alt for mange år har vi gjort for mange en bjørnetjeneste ved ikke at stille krav«, forklarede statsministeren. De mange kvinder udenfor arbejdsmarkedet skal i nyttejobs 37 timer om ugen. Stærkt signal og ubetinget en god idé, der dog bliver langt sværere at gennemføre end at finde stemmer til. Kommunerne får opgaven med at få kvinderne i sving, men de må ikke lave noget, der tangerer lønnet arbejde og så mange cigaretskod er der heller ikke smidt rundt på landets fortove.
Men Mette Frederiksens insisteren på, at pligter og rettigheder går hånd i hånd er et stærkt værdimæssigt signal at sende, som de fleste borgerlige vil hylde. Det er godt for samfundet, men det er mindst lige så godt for de kvinder, der i dag lever en skyggetilværelse udenfor vores fællesskab. Det er grundlæggende helt uforståeligt, at de røde partier slet ikke kan se, at der er behov for at alvorligt gearskift med tryk på krav. De skal ud af hjemmet og ud i samfundet.
'Danmark kan mere 1' er for lidt og for svagt til at løse jobproblemerne i erhvervslivet. Det løser heller ikke integrationen, men hidser selvfølgelig støttepartierne op, når man skærer i dagpengesats og perioden.
