»Du kender kun folk til tænderne.«

Det var min farmors valgsprog, og i hendes udgave betød det dybest set: Du skal ikke stole på nogen. Men jeg har taget hendes ord med mig og besluttet, at det også kan have den positive betydning, at man skal passe på med ikke at dømme folk ud fra, hvad man ser.

For eksempel er der en kvinde, jeg sidder i bestyrelse med, Monica Lylloff, en smuk kvinde, jurist i Justitsministeriet, ja, simpelthen en af dem, hvor man tænker: Superkvinde med overskud til det hele. Det er heller ikke helt forkert … og så alligevel …

Jeg har netop læst hendes bog 'Seje mor', der gav mig et indblik i en hverdag, der er så voldsom, at jeg knapt forstår, hvordan den kvinde finder overskud til at holde sig på benene. Men måske er det, fordi hun er nødt til det, at hun gør det.

Hun får i 2005 en sund og rask dreng, Kristoffer. To år senere kommer et sæt tvillinger til, men rigtig meget går galt under graviditeten, hvor den ene tvilling får for meget blod og den anden for lidt. Som følge af det får den ene tvillingpige Emma en stor hjerneblødning, der fører til for meget væske i hovedet, cerebral parese (spasticitet), dystoni (ufrivillige, vridende bevægelser i musklerne), mental retardering, autisme og epilepsi.

Den anden tvillingpige, Sarah, får konstateret ADHD og senere præmaturitet og svære søvnforstyrrelser. Ni år senere får den hidtil raske dreng fra den ene dag til den anden diagnoserne separationsangst, generaliseret angst samt udviklingsforstyrrelse og ADHD. Og han stiller det rørende spørgsmål: 'Mor, er jeg nu også handicappet?'

Det er en vanvittig god bog, som fortæller om hverdage, der ser ganske anderledes ud end for de fleste andre. Med bleskift, som skal klares på store børn. Med medicinering, som hele tiden udfordres af læger og systemer, der somme tider skyder i tågen, og hvor det til syvende og sidst kun handler om at følge sin egen mavefornemmelse, inden børnene ender som forsøgskaniner. Bogen handler om slåskampe med det offentlige, der ofte er mere optaget af regler end af egentlig at hjælpe udfordrede familier.

Jeg vidste ikke alt dette om Monica, og jeg blev dybt berørt af det, jeg læste.

Men jeg kender godt til cerebral parese, for en af mine nære bekendte, Gitte, lider af netop det. Hun er en voksen pige, født i 1967, syv uger for tidligt, hvilket ikke var noget, man var ret god til at håndtere dengang. Hun fik ikke ilt nok under fødslen, og skønt hendes forældre fik at vide, at hun nok skulle blive rask, så gik det ikke helt sådan.

Gitte går dårligt – sidder mest i kørestol - og ved første øjekast tænker man 'stakkel'. Og det er faktisk det allerværste ved det hele.

Gitte er nemlig ikke bare godt begavet, men super brainy. Taler flere sprog flydende, formulerer sig sindssygt godt og har haft flere ansættelser. Men når et job spares væk, og hun skal ud at søge et nyt arbejde, så bliver det svært, for arbejdsgiverne ender med at vurdere ud fra det, de ser, og her sidder Gitte så med Sorteper. Jeg får helt lyst at sige: 'Har du et job til Gitte oppe ved Aalborg, så giv lige et praj, for hun er en ener'.

I Monicas føromtalte bog kommer hun også ind på hele inklusions-ideen, altså den reform man vedtog i 2012.

Tanken var, at udfordrede børn ikke skulle føle sig fravalgt og udskilt i skolen, og som sådan var den idé jo fin. Børn i kørestol eller børn med læsevanskeligheder kan jo (ofte) sagtens gå i en almindelig skoleklasse.

Men der er ingen tvivl om, at man visse steder brugte reformen som en mulighed for at spare penge, og en masse mentalt udfordrede børn kom i klemme og følte sig i stedet udstillet i de 'almindelige' klasser. Derfor sløjfede regeringen inklusionsmålsætningen i 2016.

Sarkastiske tunger siger, at politikerne med udsigt til Rasmus Paludans indtræden i Folketinget nu selv kan få lov at opleve inklusion på egen krop.

Den sammenligning synes jeg faktisk er tarvelig over for inklusionsbørnene. Men lad os nu se, om han kommer ind. Vi kan stadig nå at kende ham lidt mere end bare til tænderne.