I denne uge vendte sygeplejerskerne tilbage på arbejde efter en historisk lang strejke. Men alt er langtfra ved det gamle.
Det ulmer og koger blandt de utilfredse medarbejdere, efter regeringen greb ind og gjorde den aftale, de havde stemt nej tak til, til lov.
På Aarhus Universitetshospital i Skejby fortsatte en række afdelinger med at vise deres utilfredshed ved at nedlægge arbejdet flere morgener i træk i denne uge, men onsdag var det slut.
»Det har været en tredages-aktion for at gøre opmærksom på den totale ydmygelse, vi har været igennem,« fortalte fem narkosesygeplejersker til B.T.
Nu kan de begynde at indhente noget af det tabte. Køen af patienter, der har fået aflyst behandlinger, møder og indgreb er blevet et bjerg, der må være svært at overskue højden på for selv den mest garvede embedsmand.
Det kommer til at kræve en velvilje og en lyst til at knokle, hvis den opsparede pukkel af opgaver skal barberes ned. Men hvor skal den lyst til at give den en ekstra tand komme fra, når hele sygeplejefaget føler sig 'ydmyget', trådt på og tromlet over af regering og regioner?
Jeg kender ikke svaret på, hvordan man skaffer glade sygeplejersker. Jeg forstår argumentet om, at man ikke bare kan give dem en klækkelig lønforhøjelse, når man ikke har givet det til pædagoger, sosu'er og andre, der har sagt ja til deres overenskomst uden at få mere i lønposen. Jeg forstår også, at de offentlige kasser ikke er bundløse. Pengene skal passe.
Men der skal findes nogle helt grundlæggende svar på, hvordan vi sikrer os, at sygeplejersker og andre faggrupper har lyst til at blive på sygehusene. Hvis man ikke kan give dem mere i løn, hvad kan man så gøre for, at de genfinder lysten til at droppe frokostpauser, tage ekstra vagter og knokle for at få enderne til at mødes, når en kollega er syg, eller der mangler medarbejdere, fordi der er ubesatte stillinger på afdelingen? Det er virkeligheden, og den går ikke væk med et lovindgreb.
I den private sektor har corona ændret vores arbejdsliv. Der er mere fleksibilitet, der er kommet et stort fokus på at få privat- og arbejdsliv til at hænge sammen. Der er intet sket på sygehusene. De møder stadig på skæve tidspunkter, der kolliderer med livet som familie, og lønnen er den samme, selvom efterspørgslen på sygeplejersker er enorm, og udbuddet er drastisk dalende.
Jeg kører jævnligt forbi Aarhus Universitetshospital i udkanten af byen. Det ligger som et kolossalt vidnesbyrd om det fantastiske sundhedsvæsen, vi alle lovpriser, når vi eller vores kære skal behandles. Men hvad er rammerne værd, hvis medarbejderne forbander livet derinde langt væk?
Lige nu stopper mange sygeplejersker i faget. Højt specialiserede medarbejdere, der er eksperter i netop dét, de leverer. Når én sygeplejerske stopper, skal der findes en ny, men hvor skal han eller hun komme fra? I forvejen mangler der 5.000 sygeplejersker i Danmark, optaget på sygeplejestudiet er faldet i hele landet, og mange sygeplejersker forlader ikke bare deres job, men faget.
Når vi ikke kan skaffe sygeplejersker, hvad gør vi så? Importerer dem fra udlandet? Nogen må finde et svar, inden det er for sent. For hvad er vores supersygehus i Skejby værd, hvis alle de superdygtige medarbejdere smutter?
