Ved indgangen står den obligatoriske håndsprit, som du efterhånden er blevet godt bekendt med, når du handler. Men en vigtig del af frisørbesøget mangler lige nu ude i salonerne.

Det gælder blandt andet hos de to unge frisører bag salonen KANT i indre København, der har fundet på en række tiltag for at gøre klipningen så sikker som muligt.

For ikke alt er, som det var, da de åbnede 10. marts og ingen ide havde om, hvad der ventede forude. Makkerparret nåede nemlig kun at have åbent i otte dage, inden statsminister Mette Frederiksen lukkede ned for frisører og andre erhvervsdrivende.

»Alle ting, der normalt er ved et frisørbesøg, er fjernet. Det er for at passe på vores kunder og os selv,« siger Anne-Louise Schaadt, der sammen med Freja Jerris jubler over igen at kunne tage imod kunder i deres nye frisørsalon.

Arkivfoto
Arkivfoto Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Derfor kan du ikke få stillet din sladdersult med de ugeblade, der normalt er en fast bestanddel af et klassisk frisørbesøg. Stort set alle frisører har faste abonnementer på Se og Hør, Alt for damerne og Her & Nu, men det er slut for nu, skriver myndighederne i de nye retningslinjer for frisører under corona:

'Eventuelle venteværelser eller lignende bør lukkes eller indrettes, så det er muligt at holde minimum to meters afstand. Magasiner/blade, legetøj og lignende fjernes.'

Det er nemlig umuligt at spritte et blad af, og det går gennem rigtig mange kunders hænder hver dag, hvor der ofte kan sidde bakterier og virus, som kan smitte fra kunde til kunde. Så de klassiske sladderblade kan være en potentiel smittebombe, hvorfor du lige nu og i en rum tid fremover kommer til at undvære dem, når du skal klippes.

Der er heller ingen kaffe eller andre forfriskninger.

Freja Jerris og Anne-Louise Schaadt, der begge er 23 år, har nu haft åbent en uge, efter liberale serviceerhverv igen fik lov til at tage imod kunder i sidste uge.

»Det var det helt rigtige at lukke. Og kommer der et tidspunkt igen, hvor det bliver nødvendigt, lukker vi selvfølgelig igen,« siger Freja Jerris.

De to frisører anslår, at de har tabt omkring 100.000 kroner på lukningen. Bare huslejen for lokalerne, som de siden januar har sat i stand til åbningen, lyder på 20.000 kroner om måneden.

Men de har også haft fordele den sidste uges tid, hvor der har været rift blandt frisørerne om at skaffe engangskapper og andre værnemidler. Som nyåbnede havde de nemlig rigeligt med nye kapper liggende, så ingen kunde har brugt den samme kappe, inden de er blevet vasket og sprittet af.

Freja Jerris og Anne-Louise Schaadt har en uge efter genåbningen nu også modtaget en sending engangskapper, som de tager i brug.

Og ikke kun kapper bliver sprittet af efter hver kunde, fortæller Freja Jerris. Det gælder også stole, maskiner, sakse og kamme.

Og når de skal klippe pandehår, farver øjenbryn eller vipper og derfor har kontakt ansigt til ansigt i længere tid, er det på med visiret, der dækker hele ansigtet. Det kan du se i videoen øverst i artiklen.

De to frisører har ikke mulighed for at få del i de hjælpepakker, regeringen har vedtaget, fordi de ikke kan fremvise en fuld månedsindtægt. De håber derfor på yderligere initiativer.