Danmark skal ikke hjælpe andre, før vi har hjulpet os selv, lød det fra en lang række B.T.-følgere, da Europabevægelsens landsformand, Stine Bosse, var live igennem på Facebook.

'Vi skylder sgu ikke Italien noget,' lød det blandt andet fra Michael Andersen. 'Stolt af at være i en sparebande,' skrev Lissi Nielsen.

Den 'sparebande', som Lissi Nielsen henviser til, dækker over Danmark, Østrig, Sverige og Holland, som i modsætning til langt de fleste EU-lande – ført an af Tyskland og Frankrig – ikke vil give økonomisk bidrag til de lande og sektorer, der er hårdest ramt af corona-krisen.

I sidste uge annoncerede den tyske kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Emmanuel Macron, nemlig planerne om, at alle EU-landene sammen låner 540 milliarder euro, placerer pengene i en såkaldt genopretningsfond og herefter fordeler pengene for at vise solidaritet med eksempelvis Italien, der ellers kan ende med en voldsomt forøget statsgæld.

'Sparebanden' er med på at oprette en fælles fond, men vil derimod ikke give pengene som bidrag, men som lån.

Det ærgrer Stine Bosse, at Danmark er en del af 'de sparsommelige fire', som gruppen også kaldes.

»Ja, vi skal hjælpe os selv først. Men hvis vi kun tænker på os selv, skal vi lige huske, at vi har rigtig mange arbejdspladser i Danmark, der er direkte afhængige af, at det går godt i resten af Europa – i særdeleshed Tyskland og Frankrig,« lød det fra Stine Bosse.

»Når vi taler om kriser, som rammer Sydeuropa i øjeblikket, rammer det direkte ind i fransk og tysk økonomi. Og så rammer det også os. Det er som dominobrikker, der falder. Jeg forstår godt, at nogle tænker, vi skal gøre det godt for Danmark først. Men det ER netop at gøre godt for Danmark. For mig er det hjælp til selvhjælp.«

Stine Bosse mener derfor, at Danmark skal følge de planlagte faser i den nationale genåbningsplan, men også hurtigt være med til at støtte de virksomheder uden for landets grænser, der kan være med til at genopbygge økonomien.

Skal det bare være ren gavebod?

»Man skal skille det ad. Landenes gamle gæld skal de stadig betale af på (Italiens statsgæld ligger f.eks. på 135 procent af bruttonationalproduktet, red.). Men i det her tilfælde svarer hjælpepakkerne til en situation, hvor der eksempelvis var tale om et jordskælv,« svarede Stine Bosse.

»Hvis det nu var i Danmark, der var landet mange kinesere med corona-smitten, og vi ikke var forberedt på det, kunne vi godt have oplevet norditalienske tilstande. I det tilfælde ville vi også have set os omkring efter en ekstra hånd,« tilføjede hun og påpegede, at det også kan være i EU's interesse rent geopolitisk at yde bidrag til blandt andet Italien.

»Hvis vi ikke giver noget nu, vil Kina stå klar ved havelågen. Det er ikke i vores interesse. Kina købte under finanskrisen mange virksomheder og central infrastruktur i Sydeuropa i særdeleshed.«