Så blev sagen mellem Johnny Depp og Amber Heard afgjort, og vi, der har fulgt den live på fx Law and Crime, havde nok en fornemmelse af, hvilken vej det gik.
Mens de to har filmet og lydoptaget hinanden i en helt absurd mængde timer – alt fra drukrelaterede skænderier, psykolog-sessioner, forsonende samtaler m.m. – kunne Amber Heard ikke fremvise et eneste bevis på vold. Det kunne Johnny Depp til gengæld. Endda med hendes egne ord.
Sagen går i sin enkelhed ud på, at Amber Heard i 2016 skriver en klumme i Washington Post, hvor hun beskylder sin eksmand for vold – uden at nævne hans navn.
Enhver idiot, der kan tælle to år tilbage, ved, at det ikke kan være andre end Johnny Depp, og da avisen The Sun kalder Depp for »wife beater« og får rettens ord for, at avisen kan tillade sig dette netop på baggrund af Heards klumme, må Depp tage hende i retten for at have ødelagt hans navn og karriere.
Retten fandt bevis for, at Amber Heard har gjort netop dette. At hun har skrevet en modbydelig og straight up løgnagtig klumme, udelukkende for at smadre Depps liv og karriere.
Jeg har fulgt sagen intensivt – og jeg er lidt flov over, hvor underholdt jeg har været på vejen. Det her er en sag om partnervold, den slags er alvorligt, men med Amber Heards overspillede rolle fik man jo hurtigt en fornemmelse af, at det her nok handlede mere om en skør dame, der ville smadre sin eksmand og hans karriere, end det handlede om alvoren i kernen.
Nu er dommen faldet, og det er godt gammeldags forargeligt, at nogen kan være så vanvittig, så modbydelig og syg i krydderen, som Amber Heard tilsyneladende er. Denne sag har kostet Johnny Depp, ingen tvivl om det, men den kan potentielt koste langt mere end det.
En af mine veninder spurgte minutter efter dommen (måske bekymret – og nok med rette), hvad Depp vs Heard-sagen mon kommer til at betyde for samtalen om partnervold og måske MeToo?
Jeg håber, at denne sag minder om, at man ALDRIG må lyve om den slags beskyldninger, uanset hvem man er. Om man er mand eller kvinde, i angreb eller forsvar. Det skal koste dig dyrt!!
Men måske kommer denne dom også til at koste på damekontoen. Det kan komme til også at koste kvinder rigtig dyrt, at Amber Heard har været sådan et kæmpe stort svin, som hun nu er dømt for at være. Disse falske anklager er jo det absolut værste, næst efter falske pædofili-anklager.
Så tak til Amber Heard, tusind tak, for potentielt at skubbe længe ventet fremskridt mange år tilbage og risiko for mistet tillid.
Mens jeg på den ene side er glad for, at Amber Heard er dømt for at konstruere hele historien – ingen ønsker vel nogen kvinde under systematisk vold – så må jeg også bare sige, at denne dom principielt er til at tude over.
MANU SAREEN
Jeg ved ikke, om du har set filmen 'Groundhog Day'. Bill Murray vågner op hver dag til den samme dag. Sådan har jeg det med Manu Sareen.
I denne uge meldte han sig ud af Socialdemokratiet – jeg nåede ikke engang at fatte, at han havde meldt sig ind. Spørgsmålet er nu, hvilket parti han nu kan suge indflydelse på? Er der flere tilbage?
LINSE KESSLER
Discovery+ og Viasat er gået i gang med det helt store oprydningsarbejde og støvsuger streamingstjenesterne for nyligt dømte kriminelle. 'Paradise Hotel 2019' er pist væk, efter Teitur Skoubo modtog en dom på 2,5 års fængsel for voldtægt begået mod en 25-årig kvinde i november – en tv-båret bolle- og manipulationskonkurrence, Teitur i øvrigt vandt – og Discovery+ har flået både 'Ex on the Beach' og 'Singletown' af plakaten.
Den tidligere bokser og nuværende rocker Patrick Nielsen er heller ikke længere at finde i 'Fangerne på Fortet' og 'Familien Nielsen' – forsvundet efter selv at have modtaget en fængselsdom på et år for at tæske sin kæreste.
Jeg skal ikke bestemme, hvad de to reality-sprøjtende tjenester skal have liggende eller ej, men den igangsatte diskussion om Linses programmer er helt skæv, al den stund hendes fortid er fortid: Dommen var kendt og straffen for længst udstået.
Det vil jo svare til, at ingen dømte må være i fjernsynet, og så kan vi smide Hans Engell, Medina, Jacob Engel-Schmidt, Christian Bitz, Mick Jagger, Mike Tyson, Henrik Qvortrup, Inger Støjberg, Jon Nørgaard, Roland Møller, Janni Ree – fortsæt selv – på porten til evig tid. Mener vi virkelig det?
HOLGER RUNE
Hvis du indimellem går og synes, at du er en dårlig forælder, fordi dine børn opfører sig pinligt eller nogle gange ligefrem hensynsløst eller røvhulsramt, så fortvivl ikke. Også i de pænere lag, hvor børnene er renskurede, dagligt får grøntsager og spiller tennis, kan det gå helt galt.
Det unge tennistalent Holger Rune er et bevis på et uovertruffent talent – og med en virkelig underudviklet selvkontrol, man oftest ser hos mindre børn.
»Din kussespiller, mand!«
»Du kan kraftedeme ikke noget selv! Du går bare og spiller bøsserøv! Alléz, bøsse!«
Det her er bare nogle af de tilråb, hans argentinske modstander skulle høre på i juni 2021.
Hans mor (?) var ude og undskylde på hans vegne (hej curling), hvilket det temperamentsfulde talent kvitterede med ved at råbe ad hende på tilskuerpladserne, onsdag. FORLAD! Og så trissede damen af sted.
Oh well, mine egne børn er kun seks og ni år. Jeg gruer for de næste…
SIDNEY LEE
Det blev et farvel i reality-fænomenets ånd. Der blev spillet Slayer, Metallica, og der blev hældt Cult Shaker – en 'Son of a Bitch' – ud over hans grav.
Den nærmeste familie var med, enkelte venner og ellers bare en regnfuld dag efterfulgt af solskin. Jeg synes, det er uendelig trist – men det lyder som et kærligt farvel til en legende.