Det er næppe en tilrådelig strategi, men de fleste genkender nok i nogen grad følelsen:

Den afdøde journalist og forfatter Karen Thisted forklarede engang i et interview om sit indædte had til parkeringsbøder: »Når jeg sætter mig ind i bilen og kan se, at der sidder en bøde i forruden, starter jeg vinduesviskerne og lader dem køre, indtil den flyver af.«

P-bøder er for de flestes vedkommende helt oppe at ringe på hadbarometeret sammen med slud i skoene, klemmelus og flåtbid.

Det lyder umiddelbart som godt nyt for bilister med ærinde i hovedstaden, at der er 15 nye gratis parkeringszoner på vej.

Desværre lægger kommunen reelt en fælde for de mennesker, der hver dag bidrager til hovedstadens velstand ved at lægge deres arbejdskraft eller indkøb i byen.

Kommunen planlægger nemlig direkte at malke brugerne af de ‘gratis’ pladser for millioner i bøder hvert år. Det står sort på hvidt i bilagene fra budgetforliget.

Fra 2024 forventer man bødeindtægter for 28 millioner kroner, blandt andet fra de nye zoner. Året efter er forventningen den samme.

Det gælder for alle 15 zoner, at der bliver tale om tidsbegrænset parkering på tre timer, og ‘håbet’ i kommunen er således, at mange får problemer med at overholde dét med en hilsen i forruden til følge.

Alle, der har forsøgt at parkere en bil i København, ved, at det kan være både meget besværligt overhovedet at finde en plads – og også voldsomt dyrt, hvis det endelig lykkes.

Det er altså ikke nyt for bilejere i hovedstadsområdet at opleve vanskeligheder, når der skal parkeres.

Antallet af parkeringslicenser i selve byen overstiger således antallet af parkeringspladser, hvorfor de fleste uden private parkeringspladser kender til fornemmelsen af at cirkulere blokkene omkring hjem eller arbejdsplads igen og igen i monoton jagt på hovedstadens sande enhjørning – en ledig bås, man kan trille ind på.

Årsagen er simpel: Der kommer flere biler, og samtidig falder antallet af kommunale parkeringspladser.

Oven i hatten er et flertal på rådhuset blevet enige om, at 5.000 nuværende p-pladser fremover kun må benyttes af el- eller delebiler.

Af planerne for de nye parkeringszoner fremgår det også, at antallet af parkeringsvagter i København generelt skal stige, hvad teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen fra Enhedslisten også bekræfter over for B.T.

Ansættelsen af flere parkeringsvagter en ren overskudsforretning, fremgår det.

Det er en ærlig sag at ville have renere luft og færre biler i hovedstaden, men det er uanstændigt, at kommune ligefrem lægger planer for at at inddrive bøder for millioner.

Det kommer nemlig til at minde om en særlig skat, der sniges ind ad bagvejen.

Kommunen kan selvfølgelig glæde sig over det, hvis der ruller nye millioner i kassen.

Men det dækker jo åbenlyst over, at der er et problem for københavnere og andre med ærinde i byen med at finde parkering.

Flere bøder i bilruderne føjer blot spot til skade.