Det har i høj grad handlet om fortællingen.
Fortællingen om 'Danmarks grønneste storby' – Odense – som prioriterer ældrepleje og klima over det meste andet, og som tager den opgave så alvorligt, at man på valgnatten kom i tanke om, at to nye forvaltninger er nødvendige for at kunne 'løfte opgaverne'.
Fortællingen om corona som den altoverskyggende årsag til kapacitetsproblemer i sundhedsvæsnet – og som det farlige rovdyr, vi bør være langt mere bange for end de alvorlige sygdomme, vi kender, og som vi har været nødt til at 'vænne os til' koster liv.
Fortællingen om letbanens planmæssige fremskridt, der, som året gik på hæld, viste sig alligevel ikke at være så planmæssige endda. Dernæst – kampen om den rigtige fortælling om forsinkelserne; er det Banedanmark eller Odense Letbane selv, der er skyld i dem?
Her på tærsklen til et nyt år er det tid til at gøre status.
Det forgangne år har for mig i høj gad været kendetegnet ved, at virkeligheden er trådt i baggrunden til fordel for de fortællinger, som bygges oven på stort set alle politiske beslutninger og tiltag.
Fortællinger, som for mig lader til at være blevet vigtigere end nogensinde for dem, der har det politiske ansvar, og som for alt i verden ikke ønsker at give det fra sig.
Men vi må og skal være på vagt over for disse fortællinger.
For hvordan passer det med fortællingen om ældrepleje-kommunen Odense, at man fremover skal bekoste 10 millioner 'velfærdskroner' årligt på to nye forvaltninger med dertilhørende politiske poster og embedsmandsstillinger?
Hvordan passer det med 'fortællingen' om Danmarks grønneste storby, at man i Odense har oplevet noget nær en fordobling af mængderne af urenset spildevand, som ledes direkte ud i naturen?
De spørgsmål må vi blive ved med at stille.
Mit ærinde er ikke at gøre mig klog på snuptagsløsninger. Problemer er ofte sværere end som så at løse.
Mit budskab er til gengæld, at det bør være slut med kun at putte de ting ind i regnestykket, som understøtter den fortælling, man ønsker at skabe og ikke mindst vedligeholde. Som understøtter den fortælling, man har hyret dyre kommunikatører til at gøre virkelig.
Den fortælling, som man har bygget sit politiske projekt op omkring.
Mit ønske for det nye år er, at vi allesammen husker på, at en fortælling aldrig må blive vigtigere end den virkelighed, som den er designet til at påvirke.
Virkeligheden både kan og bør tale for sig selv, fordi den, hvis den får lov til det, netop kan danne grundlag for fremtidige politiske initiativer, som løser problemer fremfor bare at kamouflere dem.
Måske er mit ønske naivt, for det er desværre langt lettere at lave en fortælling, der passer ind i det verdensbillede, man ønsker sig (eller ønsker at skabe), end det er at tage fordomsfrit udgangspunkt i virkeligheden og løse problemerne derfra.
Det kræver nemlig også evnen til at lade den for egen part mest fordelagtige fortælling falde til jorden med det tab af kontrol, som det kan medføre.
Men hvem ved – måske er det i virkeligheden det, der skal til, hvis man gerne vil vinde på den lange bane?
