Danmark har EU-rekord i at bruge kulturlivet.

Sådan lød konklusionen i hvert fald i en opgørelse fra Eurostat, som så dagens lys tilbage i 2018.

Faktisk viste den, at mere end 85 procent af danskerne besøgte enten biografen, teatret, museer, festivaler, koncerter eller historiske monumenter i løbet af et enkelt år.

At dømme ud fra de seneste ugers efterspørgsel på billetter til juleforestillinger på Odense Teater eller lørdagskøen foran Odense Zoo, så passer odenseanerne mere end godt ind i det billede.

Derfor rammer de nye nedlukninger også ekstra hårdt.

Odense Zoo blev nærmest over natten bedt om at lukke og slukke for guirlander, julelys og boder. En besked, som blev modtaget, stort set samtidig med at måneders arbejde med at få sat det hele op var afsluttet, og frugterne af arbejdet stod for at skulle høstes.

»For os er det katastrofalt. Det er sådan, jeg har det,« lød det mere eller mindre opgivende fra havens direktør, Bjarne Klausen, da han kort inden pressemødet fredag blev spurgt til den nye nedlukning.

Odense Teater måtte også smide måneders hårdt arbejde med 'Jul på slottet' og dertil hørende kulisser og kostumer direkte i skraldespanden sammen med højsæsonens billetindtægter.

»Der ikke noget mere ærgerligt end at aflyse en forestilling, som så mange gerne ville ind og se,« sagde teaterdirektør Jacob Schjødt til B.T., da den nye nedlukning ramte.

Dertil kommer hele oplevelsesindustrien, nattelivet og alle de andre fag og brancher, som er med til at bidrage til vores fælles identitet og sammenhængskraft, men som altså – igen – er blevet udpeget til at være det, vi 'bedst kan undvære' i en tid med corona.

Men nedlukning er en nødvendighed!

Sådan har mantraet lydt igen og igen, og det er da muligvis også rigtigt. Ærindet her er på ingen måde at forsøge at spille klog på, om mindre kunne have gjort det.

Men at kulturen er med til at sikre identitet og sammenhængskraft, det er uomtvisteligt. Den er med til at sikre, at vi hver især bliver præsenteret for andet end egne små osteklokker.

Derfor må det være en opgave af absolut høj prioritet at sikre, at vi også i fremtiden har et kulturliv, der er mangfoldigt og levedygtigt, så sammenhængskraften bevares og udvikles.

En størrelse, som særligt i denne splittelsens tid kan gå hen og blive afgørende.

Med andre ord er der brug for den saltvandsindsprøjtning, som kan bringe det kulturliv, som vi heldigvis stadig ynder at leve, igennem stormen.

Ikke kun for de kulturelle aktørers skyld, men også for vores.