Jacob Bundsgaard vil være klimakonge, men han er storforbruger af klimasynderne dieselbil og fly. Det klinger hult, og det troværdigheden som klimaforkæmper er under pres.

Aarhus Kommune med Bundsgaard i spidsen vil være en af de mest klimaambitiøse af sin slags i verden med elbiler og grønne løsninger. Sådan lyder budskabet fra Jacob Bundsgaard igen og igen i den igangværende valgkamp, hvor han går efter endnu en periode som borgmester i landets næststørste by.

Ved siden af sit hverv som borgmester sidder han også på den magtfulde post som formand for organisationen Kommunernes Landsforening, der kræver mange rejser rundt i landet.

Netop rejserne kunne være en oplagt mulighed for Jacob Bundsgaard for at vise, at han går forrest og vælger grønne løsninger som elbil eller tog, men sådan forholder det sig ikke.

B.T. kan i denne weekend fortælle, at Jacob Bundsgaards foretrukne transportformer som KL-formand er en dieseldreven Skoda Octavia med chauffør og fly. Nogle gange begge dele på én dag.

Der er ingen, der forventer, at en travl borgmester og KL-formand sidder stille i Aarhus og passer sine poster fra et skrivebord på rådhuset, selvom det uden tvivl ville være det mest klimavenlige.

Selvfølgelig skal han rundt til møder i hele landet som formand, og han fortjener ros for at have besøgt alle 98 kommuner. Men budskab og praksis passer ikke sammen, når Bundsgaard til de fleste møder oser derudaf i en dieselbil eller flyver.

Her er to citater fra et af Aarhus-borgmesterens egne opslag på Facebook:

»Transport og varelevering i Aarhus skal være bæredygtig.«

»Derfor har vi hele tiden fokus på at bane vejen for flere eldrevne køretøjer i Aarhus.«

De budskaber gælder åbenbart ikke, når GPSen bliver indstillet til ture uden for kommunegrænsen. Og det er skørt. Alle er enige om, at vi skal være mere klimavenlige, ja det er faktisk et af de vigtigste emner for vælgerne ved kommunalvalget 16. november. Det er måske også derfor, Jacob Bundsgaard prædiker grønne løsninger og biodiversitet gang på gang i sin valgkamp.

Som en af landets mest magtfulde politikere, der har to store platforme, hvor man kan tale klimadagsorden, er det altså en brøler, at Bundsgaard siger ét, men gør noget andet.

Hvis danskerne skal lokkes over i elbiler eller tog må politikerne gå forrest og vise, at det faktisk er et alternativ til diesel og benzin. Det kunne Aarhus-borgmesteren have brugt de sidste tre år, hvor han har siddet som formand for KL, på at vise, men i stedet er han blevet kørt rundt i en dieselbil eller har taget fly. To af de mest udskældte transportformer i forhold til klimabelastning.

Det er en misset chance, Bundsgaard, og dine budskaber står i et andet lys, når man ved, hvad du selv praktiserer.