»Ung og umoden.«
Det er faktisk ikke (selvom det kunne lyde sådan!) nogen bumset teenager, der bliver talt om her, men derimod den nu afgående by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V).
Ordene er faldet i nogle af de mange opslag og kommentarspor på de sociale medier, som er dukket op de seneste dage. Afsender er valgets helt store sejrherre, Det Konservative Folkeparti, som endte med at fordoble antallet af mandater i byrådet fra tre til seks.
Et parti, som altså trods medvind fra vælgerne og hele to rådmandsposter i den kommende byrådsperiode er kommet ud af konstitueringen med blottede kløer.
»Vi er nogle, der forsøger at gøre en forskel. Jeg forstår godt, hvis det nærmere ligner et cirkus set udefra. Men det er endnu værre end cirkus. For i cirkus ved man, at man bliver snydt af klovnen«, skriver spidskandidat for Konservative Søren Windell blandt andet med hentydning til Christoffer Lilleholt, som han altså samtidig omtaler som »ung« og »umoden«.
Som tilskuer føler man sig nærmest hensat til skolegården, hvor de store og mange rotter sig sammen mod ham den lille irriterende gut, der – nuvel – ikke kunne lade være med selv at invitere til ballade.
For invitere til ballade, det har Christoffer Lilleholt i den grad gjort, og hvor er det forfriskende.
Lilleholt har været provokerende. Ikke mindst i sin insisteren på, at de borgerlige kolleger har spillet deres kort så dårligt, at bolden er endt i højrefløjens eget net. Det er klart, at det er en torn i øjet på dem, der pænt må flankere borgmesteren, når han udlægger den nye konstituering – og som imens må brygge på, hvordan de får forklaret vælgerne, hvorfor det pludselig er helt nødvendigt at bruge millioner på lønninger til nye rådmand med entourage.
Det er politik. Det er holdninger. Det kan og bør diskuteres, og det gør bestemt ikke noget, at bølgerne går højt i den forbindelse.
Tvært imod.
Men, men, men – hvorfor blande alder ind i den ligning?
Det kan godt være, at den konservative lejr ikke har den store respekt for Christoffer Lilleholt som lokalpolitiker, men nogen gange kommer det alligevel tilbage som en boomerang, hvis kritikken bliver personlig på den dårlige måde – og det var netop, hvad der skete.
Et lynhurtigt opslag på nettet bidrager med en hurtig og absolut ikkevidenskabelig definition af, hvad det er, man de seneste dage har været vidne til i odenseansk politik. En definition, som kan sammenfattes nogenlunde sådan her:
'Agesplaining' forekommer, når nogen, der er ældre eller er vokset op i en anden tid eller som del af en anden generation, forsøger at forklare noget på en nedladende måde og uden at forstå, at det yngre menneske, de taler til, ved mindst lige så meget om det emne, det handler om, som de selv gør.
At det sidste skulle være tilfældet, vil De Konservative nok bestride.
Men alligevel skal der herfra lyde en opfordring til ikke at ty til personlige angreb med udgangspunkt i køn, race, alder eller andet af personlig karakter i sin frustration over at blive kritiseret. Det er gammeldags og måske endda kontraproduktivt.
For som Pippi Langstrømpe siger: 'Når man er meget stærk, skal man også være meget sød'.
