Sommeren 2018 kommer længe til at stå tordnende klar på vores indre lystavle på grund af to ting: det forrygende vejr og Danmarks VM-slutrunde i Rusland. Kroatien i 1/8-finalen venter nu, landsholdets målsætning er nået. Danskerne vinder ikke skønhedspriser for de tre kampe i gruppe C, men for pokker hvor er det herligt at være klar til at samle flere VM-minder. Der er grund til at være begejstret.

Men nu er vi jo som nation ikke kendt for at holde os tilbage - vi vil så gerne have mere. Og hvis de hede drømme om en kvartfinale skal gå i opfyldelse, er det tid for Christian Eriksen til for alvor at træde i karakter.

Store spillere stepper op i store kampe. Sådan lyder det ofte i fodboldens univers, når vi analyserer på Lionel Messi, Neymar og Cristiano Ronaldo. Det er, når holdet er allermest presset, at de leverer det uventede. Vi tillader os ofte at bringe Christian Eriksen i spil blandt disse verdens ypperste, og hvis vi ikke skal beskyldes for at være rene jubeloptimister, er det vel nu, vi skal se Eriksen vise sig som manden, der kan bære en passioneret fodboldnations tunge håb på sine skuldre. Overrask os, tag initiativet, vær lidt mere selvisk. Du må gerne, ja, du skal faktisk, Eriksen.

Efter kampen mellem Danmark-Frankrig på Luzhniki Stadion i Moskva tirsdag den 26 juni 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) Vis mere

Landstræner Åge Hareide lægger ofte vægt på det stærke danske kollektiv. Dette skal bringe Danmark langt, og det har det gjort indtil nu. I en 1/8-finale gør et kollektiv det dog ikke alene, der skal ekstraordinær kreativitet til, hvis ikke vi skal overlade initiativet og skæbnen til vores modstander. Hareides mandskab har knoklet med at finde de rette offensive løsninger, og måske kommer de bare aldrig. Lad os derfor gøre noget udansk: Skub eneren frem i rampelyset og stå ved, at kun han kan løfte os. Slip Christian Eriksen fri, udvis mod og lad fynboen have modet til at fejle. Hellere gå ud med et brag end at fedtspille, det kan man godt uden at være naiv.

Er en kvartfinale så aldeles urealistisk? Nej, der er sket større mirakler end det igennem tiderne, og jeg tror på, at landsholdet nu er frigjort af det indre og ydre pres. 1/8-finalen var succeskriteriet, herfra er alt bonus. Med Eriksen i centrum kan Danmark indløse denne.