De fleste genkender nok ordene fra Shu-Bi-Duas klassisker om klimaforandringer ”Costa Kalundborg”. Ingen har i dansk musikhistorie kunnet spinde så finurlige tekster henover iørefaldende popmelodier som Shubberne. Årh mand, hvor kan jeg savne deres indspark. Costa Kalundborg skrev de i 1982. Altså for 36 år siden. Allerede dengang var det noget, alle talte om: Klimaforandringen.

Nu står vi midt i den. I onsdags, da temperaturerne slog nye rekorder, vinden stod stille, og luften var så fugtmættet, at intet kunne holde tørt, ja da begyndte folk at skæve op mod himlen med et ængsteligt udtryk. Mennesker, der aldrig havde mødt hinanden før, faldt i snak rundt omkring: 'Det her er unaturligt.'

Jeg indrømmer blankt: Jeg har elsket denne sommer. For første gang i flere år føler jeg mig solskinsmæt. Men det er lidt uhyggeligt. Jeg kan læse mig til, at somrene i 1947 og 1953 var lige så varme og tørre, så helt enestående er det ikke, men jeg fornemmer, at andre ligesom jeg begynder at have den der bekymringsrynke i panden; hvad f..den er det lige, der foregår?

Vi har vidst det siden 1982; 'Der er sket en forurening af den ydre atmosfære.'Jeg lytter gerne til dem, der kalder sig klimaskeptikere, og jeg spiller ikke ensidigt på det ene eller det andet hold i klimadebatten, men det er da alligevel værd at bemærke, at Danmark er det nye tropeferieparadis.

Det fik mig til at tænke det ind i et større perspektiv.

Hvis vi kigger på nogle af de store civilisationer i verdenshistorien, så har de på et tidspunkt toppet; været perfekte og har påvirket eftertiden med deres tekniske kunnen og deres imposante bygningsværker – hvorpå de er gået til grunde. Er forsvundet.

Ethvert barn har hørt om det gamle Egypten. Pyramiderne, kongerne og Kleopatra. Det gamle Egypten er ganske enkelt en fascinerende fortælling, og det er svært at forstå, hvordan en civilisation kan have været så indflydelsesrig, når man samtidig tænker på, hvor lidt af den, der er tilbage.

Romerriget er ikke en mindre god historie. Jeg er 'Romoman' – der er ikke noget rejsemål, jeg har dyrket mere end Rom. Der er noget helt særligt ved at være i en by, der er bygget på resterne af et af de største imperier, verden har set. Igen: De gamle romere havde alt. De kunne det hele. Og så forsvandt også den civilisation.

Du mærker nok, hvor jeg vil hen. Står vi selv på toppen nu af vores civilisation? Er vi så langt, som vi kan komme med vores tekniske viden og vores babelstårne med glasfacader? Vi lever i en verden, hvor slum og nød lever side om side med en overflod af rigdom. Mennesker kan nok tale samme sprog på tværs af kontinenterne, men de kan ikke finde ud af at tale sammen. Og jo mere højtudviklet vores teknologi bliver, desto mere fører den os lige lukt ned i helvede. Vi kan det hele – undtagen finde ud af at være lykkelige. Er dette her begyndelsen på enden for vores civilisation?

Hvis jeg er rigtig kynisk, vil jeg påstå, at vi mangler en krig eller en pandemi a la 'Den spanske syge,' som tog livet af 50 millioner mennesker. Det ville være et meget lille tilbageslag for den voksende verdensbefolkning, men det kunne måske minde os om de virkelige værdier i livet. Hvor meget vi har at værne om. Jeg er godt klar over, det ikke er noget sympatisk standpunkt, men måske skal vi holde op med at frygte apokalypsen.

Vi taler om apokalypse som verdens undergang, men går man ordet efter i sømmene betegner det faktisk ’det godes endegyldige triumf over det onde og dermed afslutningen på den nuværende æra’ (iflg. Wikipedia). Man kan bore sig ned i frygten for, om planeten overleveler (det bliver man ikke specielt lykkelig af), eller man kan vælge at leve, som om intet var galt. Sandheden skal som regel findes et sted midt imellem. Jeg selv er splittet. Ønsker mig på denne ene side, at næste sommer må blive lige så fantastisk, og på den anden side drømmer jeg mig tilbage til den kolde, regnfulde sommer, sådan som vi kendte den dengang i 1982.