Kunne du finde på at stoppe med at klippe græsplænen, hvis det ville bidrage til bedre biodiversitet?

Det har 25-årige Ditte Nørager Randløv og hende kollegiekammerater på Ladegårdskollegiet i Aarhus Nord valgt, og nu opfordrer hun andre til at gøre det samme:

»Hvis Aarhus vil være en grøn og vild by, må vi konfiskere robotplæneklipperne og gøre op med den uddaterede koloniale havestil, som den trimmede græsplæne er,« skriver hun i et læserbrev, som hun lørdag fik bragt i Jyllands-Posten.

Ifølge hende vil det bidrage til en grønnere udvikling i lokalområdet, hvis borgere og virksomheder blev mere opmærksomme på, hvor vigtig den vilde natur er – blandt andet ved at lade græsset gro.

»Det handler generelt om, hvordan vi ser på naturen inde i byen. Mange ser det som om, det er noget, der skal tilpasses vores behov, og det handler meget om, hvad der er pænest at se på. Det perspektiv, synes jeg, er udateret og 20 år for gammelt,« forklarer hun til B.T.

Samtidig er Aarhus Kommune lige nu med i en konkurrence om at blive 'Danmarks vildeste kommune'.

Det vil sige, at kommunen forsøger at få skabt mere vild natur, og det mener hun, at flere vilde græsplæner kan bidrage til.

»Når alle er klar over, at vi skal gøre noget (for biodiversiteten, red.), så synes jeg også, at alle midler skal i brug. Vi skal ikke bare snakke om at plante xx-antal træer rundt omkring,« siger Ditte Nørager Randløv, inden hun fortsætter:

»Vi skal snakke om, hvad vi alle kan gøre, så det ikke bare er kommunerne, der står for det.«

Aarhus Kommune har meldt ud, at de blandt andet har en ambition om at få rejst 2.700 hektar ny skov og få udlagt 1.300 hektar nye naturarealer frem mod 2030. Og inden det, vil de plante 10.000 nye bytræer.

Ditte Nørager Randløv håber, at alle, herunder også virksomheder og lokale, vil bidrage til det mål:

»Jeg håber, det vil fremme noget debat omkring det, selvom det kan virke banalt. Jeg tror, det kan gøre en stor forskel,« afslutter den 25-årige kvinde, som til dagligt studerer Indien Studier på Aarhus Universitet.

Danmarks vildeste kommune kåres i slutningen af 2022.