Sidste sommer solgte Peter Ingemann sit sommerhus i Lønstrup. Men nu er der igen udsigt til, at han kan tage familien med på ferie ved Vesterhavet.

Sammen med sin kone, Trine Rasmussen, er tv-værten nemlig igen blevet sommerhusejer.

Da han i februar sidste år bankede til salg-skiltet i sandjorden, begrundede han salget på Instagram:

»Hvorfor sælger vi? Fordi vi med børn, svigerforældre, svigersøn med mere gerne vil have et lidt større hus. Naturligvis også i Lønstrup,« lød det dengang.

Det sidste ønske er gået i opfyldelse, for det nye sommerhus ligger ikke langt væk. Det skriver Nordjyske, der også kan oplyse, at huset er erhvervet for 1.800.000 kroner.

Faktisk ligger det nye hus kun 1.000 meter fra det tidligere sommerhus, til gengæld ligger det tættere på vandet, og grunden er væsentligt større end den tidligere. Helt præcis 1000 kvadratmeter, skriver Se og Hør.

Så gør det måske mindre, at selve huset kun er fem kvadratmeter større end det tidligere hus på 55 kvadratmeter.

Som ifølge Peter Ingemann havde en endog meget praktisk størrelse:

»Det tager kun en halv time at gøre rent og pakke ned, når du skal hjem igen,« skrev han sidste år i sit salgsopslag.

Det tidligere sommerhus blev solgt for 1.430.000 kroner.