Madanmelder Søren Franks beskrivelse af en privat middag på Færøerne med skuespiller Pilou Asbæk endte med at få dem begge politianmeldt.
Værst har kritikken af middagen, hvor der blev fortæret levende hummere og kastet blæksprutter på glødende pander, dog ramt Pilou Asbæk – og her forklarer en ekspert hvorfor, det særligt går ud over skuespilleren, som torsdag brød tavsheden og undskyldte for Søren Franks reportage, som han angiveligt ikke vidste, han optrådte i.
Ekspert i krisekommunikation og branding, William Atak, kalder først modvinden mod Søren Frank og Pilou Asbæk for »en meget klassisk shitstorm«.
»Det starter som noget uskyldigt: Det bliver forklaret som en kulturel madoplevelse på Færøerne, men det eskalerer hurtigt til en offentlig shitstorm, fordi der kommer etik ind i billedet. I dette tilfælde en etisk ubalance i forhold til dyremishandling,« fortæller William Atak.

Eksperten mener dog, at Søren Frank og Pilou Asbæk burde have forudset, at der ville komme modstand mod deres kontroversielle middag, når den blev offentliggjort i Søren Franks reportage til Berlingske.
»Så prominente mennesker burde kunne forudse, at det her ville skabe udfordringer. For det er rimeligt alment for mange, at man eksempelvis ikke spiser dyr levende, så det er klart, at offentligheden reagerer voldsomt på det, særligt med den meget større bevidsthed, vi har om dyrevelfærd i dag,« siger William Atak.
Derfor får Pilou Asbæk mest kritik for Søren Franks artikel
At det netop er prominente mennesker, der har trådt ved siden af, betyder en del for, at shitstormen har nået de nuværende højder.
»Når det er kendte mennesker, som Søren Frank og Pilou Asbæk, der bliver involveret i dyremishandling, så bliver kritikken det voldsommere, fordi det skuffer det mere. Vi har større forventninger til kendte mennesker, så derfor bliver det en større historie,« forklarer William Atak.

Men Søren Frank og Pilou Asbæk er kendte på forskellige måder, og det viser sig også i reaktionerne, som de har mødt for reportagen, hvor Søren Frank beskriver, hvordan han kogte og spiste bagkroppen af en hummer, mens forkroppen stadig var i live, mens Pilou Asbæk skulle have vristet sig løs af en blæksprutte og kastet den på en varm pande til direkte flambering.
»Søren Frank har et større råderum, fordi han kan undskylde sig med, at det er hans pligt som journalist, noget han er nødt til at beskrive, ligesom han har flere ambassadører, der forsvarer ham,« forklarer William Atak.
Men hvor Søren Frank har større råderum, så har Pilou Asbæk større rækkevidde som anerkendt skuespiller. Og netop derfor har sagen ramt ham hårdere, forklarer William Atak.

Blandt andet på de sociale medier, hvor det er strømmet ind med vrede beskeder til skuespilleren for middagen på Færøerne.
»Pilou Asbæk er mere i offentlighedens interesse end Søren Frank, så derfor bliver hans shitstorm meget værre og nok ikke lige så hurtigt glemt,« lyder det fra William Atak.
Ekspertens råd: Hold fast i forklaringerne
Til gengæld har Pilou Asbæk med sin indledningsvise tavshed og efterfølgende undskyldning på sine sociale medier håndteret kritikken væsentligt bedre end Søren Frank, mener eksperten.
»For første gang han reagerer, der væver han ikke, han er ydmyg og anerkender kritikken, han undskylder og kommer med en forklaring, som er god og fin om, at han ville være respektfuld overfor middagens værter, og han tager afstand til oplevelsen, som han heller ikke selv har lovprist, ligesom Søren Frank har gjort,« siger William Atak.

Både Søren Frank og Pilou Asbæk gør dog klogt i at holde fast i deres forklaringer nu, vurderer krisekommunikationseksperten.
Men særligt madanmelderen kunne have startet med et bedre udgangspunkt, lyder det.
For hans forsvar med, at han blot gør sin pligt som rapporterende journalist ville stå bedre, hvis han også havde ladet det skinne igennem i artiklen, der startede det hele.
»Der skal nok være nogen, der tænker, at manden bare gør sin pligt, men det går lidt galt, fordi han netop kalder det en gastronomisk oplevelse i artiklen, og det er jo positivt, så folk får så voldsomme reaktioner, fordi de lovprisende beskrivelser får det til at se endnu mere uetisk ud,« vurderer William Atak.
