I december kunne Anders Hemmingsen afsløre, at han ikke længere var single.

Men hvem det er, der har stjålet den 37-årige Instagrammers hjerte, har man ikke set meget til. Ikke før nu.

Han havde nemlig taget sin udkårne, Ninni Kjær, med sig under armen til EchoPrisen, der torsdag afholdes i KB Hallen i København – og det er ikke det eneste store skridt, parret er klar til at tage.

»Det går dejligt. Vi har snakket om at flytte sammen og også om at købe en kat. Det er meget voksent det hele,« fortæller Anders Hemmingsen til B.T. forud for showet.

Parret afslører desuden, at de havde kendt hinanden i en årrække, før amorinerne indfandt sig.

»Vi mødte hinanden for mange år siden i virkeligheden, og så har det været ved Instagram-indbakken engang imellem,« fortæller Anders Hemmingsen og tilføjer:

»Og så blev jeg single, og så tog vi en kop kaffe, og så tog vi den egentligt derfra.«

Hvem, der var den første til at sende en såkaldt DM (direct message, red.), efter internetfænomenet i juni sidste år fortalte, at han var single, er der dog lidt uenighed om.

Mens Ninni Kjær er sikker på, at det var Anders Hemmingsen, der rakte ud i sin tid, er han af en anden opfattelsen.

»Jeg tror, det var en blanding, men det må vi lige snakke om i bilen på vej hjem,« lyder konklusionen.