Offentlig ansatte i Tyskland strejker tirsdag, og det har kastet hundredvis af flyaflysninger af sig, men Skandinaviens største flyselskab, SAS, oplever ikke problemer.

Hundredvis af afgange og landinger er aflyst i de tyske lufthavne på grund af punktstrejker, og det betyder, at tusindvis af rejsende må kigge langt efter deres fly.

Det er en af Tysklands største fagforeninger, Verdi, der med strejkerne forsøger at lægge ekstra pres på de offentlige arbejdsgivere forud for et stort forhandlingsmøde onsdag.

SAS, der står for omkring 45 procent af alle passagerer fra lufthavnen i Kastrup, har dog ikke oplevet problemer i forbindelse med den omfattende strejke. 

- Vi har fløjet til Tyskland og hjem igen, og det har været helt uproblematisk, siger Mikkel Thrane, kommunikationschef hos SAS.  

Han fortsætter:
 
- Så vidt jeg har forstået, vil de afblæse strejken her i eftermiddag. Indtil videre har det kørt helt normalt for vores vedkommende, og det håber vi fortsætter. Men det er jo uforudsigeligt, hvad der kan ske, men vi er optimistiske.

Mens alt ser ud til at glide normalt for SAS tirsdag, kan der senere på ugen opstå problemer, da der torsdag afvikles en generalstrejke i Spanien, hvor det forventes, at op mod 80 procent af alle flyvninger mellem det sydeuropæiske land og resten af Europa kan opleve aflysninger.

- Vi ved ikke så meget på nuværende tidspunkt, men vi får yderligere informationer senere i dag (tirsdag, red) og i morgen, så indtil videre kan vi ikke sige, om der bliver et problem eller ej, lyder det fra Mikkel Thrane.

Dermed må de danskere, der har planlagt en tur til Spanien, væbne sig med tålmodig lidt endnu.