En mand var fiks på fødderne, da han nytårsnat løb fra en meget stor taxaregning.

En mand i starten af 40'erne hoppede ind i en taxa i København i 2017 og kørte. I 2018 endte hans tur i Oslo, hvor han stak af fra regningen, skriver VG.no.

1. januar lidt efter klokken 1 sluttede taxaturen nemlig, og kort efter havde politiet en oprevet taxachauffør i røret. Han synes ikke ligefrem, at det nye år var startet særlig godt.

Turen fra København til Oslo havde taget omkring seks timer, og den berusede nordmand skyldte taxachaufføren en del penge.12.500 danske kroner, for at være helt præcis.

»Da de kom til destinationen, forduftede manden ind i lejligheden. Det at tage en taxa fra København til Oslo er jo en dyr affære, så jeg forstår godt, chaufføren har kontaktet os,« siger Vidar Pedersen, der er operationsleder hos Oslo Politi.

Men politiet fandt frem til mandens lejlighed, hvor den dyre kunde lå og sov i sin seng. Politiet fik vækket ham fra sin berusede søvn, og manden betalte taxachaufføren med kort.

Men manden forklarede ikke, hvorfor han skulle køre gennem tre lande nytårsnat. Måske har han en ekstra hovedpine, når han vågner.

Taxachaufføren var da heller ikke færdig med nattens strabadser, for lidt efter klokken 3 kunne politiet fortælle, at taxa gik død for strøm og måtte hjælpes videre af en bugservogn.