Sy mænd blev søndag fremstillet i grundlovsforhør i København, sigtet for at forsøge at tappe oplysninger om dankort fra kontantautomater. Det skriver Frederiksborg Amts Avis på nettet. Mændene blev anholdt i en lejlighed i Københavns sydhavnskvarter lørdag, hvor politiet fandt udstyr, som man mener var beregnet til at aflure pinkoder og kontonumre. Dommeren mente dog ikke, at det var godt nok underbygget, hvad apparaterne skulle bruges til, siger anklageren Klaus Pedersen fra Københavns Politi til avisen. Fem af de anholdte kommer fra Serbien og Rumænien. To af mændene er allerede løsladte. Den ene kom til lejligheden, mens politiet var der, og den anden var på besøg for at se fodbold. De sidste fem fik anholdelsen opretholdt i tre døgn, så politiet får tid til at fastslå, hvad udstyret skulle bruges til, skriver Frederiksborg Amts Avis.