Dagbladet Børsen står foran en kommende fyringsrunde. Et ukendt antal medarbejdere forventes at blive afskediget i løbet af de kommende uger.

Det skriver Mediawatch.

Årsagen til den kommende fyringsrunde er, at Børsens indtægter fra salg af annoncer i papiravisen er faldende. Den negative udvikling ser ud til at fortsætte, og derfor har Børsen indledt det nye år med en spareplan, der skal reducere deres omkostninger.

Det oplyser adm. direktør og ansv. chefredaktør på Børsen, Anders Krab Johansen, til Mediawatch. Han bekræfter desuden, at besparelsen primært skal findes ved at afskedige medarbejdere.

»Vi skal have reduceret omkostningerne i løbet af i år på især medarbejdere, så vi har færre omkostninger i 2018,« siger Anders Krab Johansen.

Hvor mange medarbejdere, der konkret er tale om, ønsker han ikke at oplyse om på nuværende tidspunkt. Hvorvidt Børsens medarbejdere bliver tilbudt frivillige fratrædelsesordninger ønsker Anders Krab Johansen heller ikke at oplyse. Men det forventes, at fyringerne gennemføres i løbet af de kommende uger, fortæller han til Mediawatch.