En undersøgelse af danskernes forhold til reklamer er netop blevet offentliggjort. Og nu kan du se lidt nærmere på, hvilke reklamer der irriterer danskerne mest.

Har du oplevet et af nedenstående scenarier?

  1. En irriterende 'facer', der stopper dig på gaden, når du skal nå en vigtig bus hjem til svigermors lasagne
  2. Telefonsælgeren, som ringer til dig midt i et restaurantbesøg på McDonalds, hvor du skal imponere din date
  3. TV-reklamerne, der afbryder Paradise Hotel lige inden den altafgørende parceremoni

Du har måske ikke heeeelt oplevet noget af det. Men du kender helt sikkert problematikken ved at blive afbrudt i dit foretagende af irriterende reklamer.

Men hvilke af reklamerne er det så, der gør danskerne mes rødglødende?

Det svar har brancheforeningen for Grafisk Kommunikation & Medier, Grakom, givet. De har brugt en Megafon-undersøgelse og indhentet svar fra mere end 1.000 danskere.

Og resultatet er klart: De mest irriterende reklamer kommer fra telefonsælgerne. Opringningerne giver danskerne en karakter på 9,3, når spørgsmålet lyder på, hvor irriterende den pågældende reklame er fra 1 til 10. 10 betyder meget irriterende, og 0 betyder slet ikke irriterende, skriver Finans.

Hele 77 procent af danskerne giver telefonsælgeren en karakter på 10. Pop-up reklamer på hjemmesider får 8,7 og indtager en andenplads, 'facere' får karakteren 7,8 og reklamemails får karakteren 7,7.

»Telefonsælgerne topper klart listen over typer af markedsføring, som irriterer danskerne mest. Vi kender alle til telefonsælgeren, som ringer midt i aftensmaden og næsten er umulig at slippe af med – også selv om man ikke er interesseret i deres produkt,« siger Mads Lindegaard, cheføkonom i Grakom, til Finans.

Mads Lindegaard mener, at fællesnævneren for telefonsælgeren og 'faceren' er, at det er en person, der går ind og invaderer privatsfæren, da det er nemmere bare at lukke en online-reklame ned end at smække røret på overfor telefonsælgeren eller ignorere 'faceren'. Og det er netop noget, der trækker op til irritation.

Generelt mener han, at mennesker irriteres mindst af de reklametyper, som vi har lettest ved at ignorere, og som ikke afbryder os. Derfor ligger bannerreklamer og de husstandsomdelte reklamer også i bunden af listen med karakterer på henholdsvis 6,5 og 4,6.