Danske kendisser blander sig i mellemøstkonflikten – men det er en dum idé, siger ekspert.

Jooks og Lars Lilholt holder med palæstinenserne. Farshad Kholghi og Søren Espersen holder med israelerne. Så sort-hvid kan mellemøstdebatten se ud, når man kun skimmer nyhederne.

Virkeligheden er selvfølgelig langt mere nuanceret. Men i det øjeblik en kendt dansker skriver under på et manifest, der fordømmer det israelske militær, eller en anden kendis på Twitter eller Facebook fastholder, at Israel blot forsvarer sig imod en terrororganisation, så hænger de på den.

Selv den mindste udtalelse kan nemlig blive misbrugt af ekstremister på begge sider. Og pludselig kan det være svært for stjernerne at genkende deres egne udtalelser.

Dét oplevede den populære popsanger Lars Lilholt, da en fan på sangerens ellers hyggelige hjemmeside pludselig anklagede ham for at ’blåstemple’ terrororganisationen Hamas.

Lars Lilholt var én af de 27 kendte danskere, der underskrev et manifest, hvori den israelske bombning af civilbefolkningen i Gaza-området blev fordømt. Som de fleste andre danskere er Lilholt blot imod drab på civile. Men manifestet, der sidste lørdag blev offentliggjort i avisen Politiken, er siden blevet oversat til bl.a. arabisk. På internettet har denne tilsyneladende brede fordømmelse af Israel fået sit eget liv. Og pludselig fremstod Lilholts underskrift således som en blåstempling af terrororganisationen Hamas.

Og Helle Lykke Nielsen, der er lektor i mellemøststudier på Syddansk Universitet, er ikke overrasket:

- Det er en naturlig reaktion at holde med de umiddelbart svageste i en konflikt. Men man skal dog huske på, at når man ytrer sin mening, så risikerer man, at yderligtgående folk fra begge parter – Israel og Palæstina – blander sig, og det kan sagtens være, der bliver brugt en noget skrappere og mere hård tone, end man havde regnet med. Det tror jeg helt sikkert kommer bag på nogle, siger hun til BT.

Og det er en sandhed, som Lars Lilholt nu kan skrive under på. Allerede før Hamas-anklagerne sagde han således til Politiken:

- Det er lidt uvant for mig. Jeg er omrejsende sanger og har måske også en berøringsangst over for politik. Normalt ser jeg ikke mig selv som et politisk væsen, men denne gang rammer det mig altså. Men det er jo svært at mene noget om politik, fordi det er så fandens kompliceret.

 Se video: Dansk imam opfordrer til drab på jøder

Men hvis Lars Lilholt måske har god grund til fortryde sin uvante offentlige meningstilkendegivelse, så står rapper og dj Jooks alias Johan Forsby, der også satte sit navn under fordømmelsen af israels bombardement, ved sine ord:

- Jeg synes, at det er en fantastisk tendens, at både kendte og ukendte danskere er villige til at sprede budskabet. Det, der sker i Gaza lige nu, er fuldstændig forfærdeligt. Og jeg har slet ikke oplevet nogen negative reaktioner efter min underskrift på manifestet, siger han til BT.

Men forfatter, fordragsholder og skuespiller Farshad Kholghi er ikke imponeret over manifestet, som også Omar Marzouk, Lars Bom, Iben Hjejle, Hanne Vibeke Holst og gruppen Outlandish skrev under på.

- Alle har tendens til at holde med deres eget hold, hvadenten vi taler om FCK eller palæstinenserne. Og den allerstørste mangel i denne debat er ganske enkelt baggrundsviden. Når man ikke ved nok om sagen, så er det alt for let at hoppe på propaganda og lade sig udnytte. Og mit råd til dem, der blander sig højlydt i debatten, er: Læs historien, forstå baggrunden og dan dig så din egen mening, siger Farshad Kholghi.

Det er Søren Espersen fra Dansk Folkeparti enig i. Han mener, at siden konflikten opstod, er pro-palæstinenser demonstrationer i både Frankrig og USA kammet over i noget, der næsten ligner antisemitisme.

- På bt.dk bragte I jo bl.a. det klip med den muslimske imam, der nu opfordrer til drab på alle jøder. Det er en dødsensfarlig tendens. De unge danske kunstnere, der skrev under på manifestet, og de andre, der blander sig på de sociale medier, er ofre for en farlig manipulation. De lader sig rive med af det følelsesbetonede. Alle er selvfølgelig imod drab på civile. Men kendisserne glemmer at undersøge sagen til bunds, siger Søren Espersen.

Isam B. fra Outlandish, har foruden at skrive under på manifestet, også dedikeret sangen ’Undone’ til ofrene i Gaza, og indtjeningen går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i området. Han mener, det er vigtigt, at der bliver skabt debat om emnet,

- Budskabet er, at vi ikke kan sidde på vores flade og se til, mens verden er ved at falde sammen. Vi må gøre, hvad vi kan hver især, med de midler og talenter vi har, siger Isam B.

Hvad mener du om, at kendte deltager i den offentlige debat? Deltag i debatten på vores facebook-side.