To vennepar fra Silkeborg skulle sammen med deres børn nyde sommeren en uge i luksussommerhus i Vestervig i Nordjylland. De voksne havde glædet sig til grillaftener på terrassen og børnene til at plaske og sjaske i swimmingpoolen. Men sommerhuset, som vennerne havde lejet af selskabet Homeland Ferie, levede på ingen måder op til forventningerne.

Blod på dynerne, møgbeskidte gulvtæpper og ikke en eneste væg uden mug. Smadrede havemøbler, der lå i bunker, og en internetforbindelse, som de selv måtte fikse.

»Udefra så det egentlig ganske fint ud, men da vi kom ind i huset, var det en helt anden historie. Der var møgbeskidt over det hele, og det var virkelig uhumsk og i forfald. Det regnede ind i huset to steder,« siger Louise Birkholm, der til dagligt er account manager.

Vennerne betalte 10.400 – heraf 2000 kroner til depositum, som de aldrig fik retur - for en uge i sommerhuset, som de ankom til lørdag. De rejste igen tirsdag og fik efter forhandling med udlejeren 4000 kroner tilbage. Nu advarer de i et Facebook-opslag kraftigt imod, at andre sommerhuslystne bider på Homeland Feries krog.

»Jeg tror, at det er et sundhedsskadeligt hus at bo, og udlejer angrer tydeligvis ikke særlig meget,« siger Louise Birkholm, hvis søn, der har astma, reagerede kraftigt på huset.

wrfdasd

I sommeren 2004 skrev Jyllands-Posten om selvsamme udlejer, Carlo Preben Gert Besto-Jensen, der tidligere lejede sommerhuse ud gennem andre firmanavne. Han snød sine udlejere, der enten ikke kunne få adgang til det sommerhus, de havde betalt for, eller kunne få pengene retur, da sommerhusene allerede var lejet ud til andre eller sat på tvangsauktion.

»Det er jo smag og behag«

Ifølge direktøren for Homeland Ferie, Carlo Preben Gert Besto-Jensen, har ingen andre gæster brokket sig over sommerhuset i Vestervig.

»Det har været udlejet hele sommeren, og der er ikke nogen, der er rejst derfra. Helt ærligt. Det er der ikke,« siger Carlo Preben Gert Besto-Jensen til BT.

Synes du selv, at sommerhuset lever op til den stand, man som lejer må forvente?

»Det er svært at sige, for det er smag og behag. Jeg kan ikke sige, at der er noget i vejen med det hus. De sagde, at der var krummer i skuffer og sådan noget. Det er jo petitesser,« siger Carlo Preben Gert Besto-Jensen.

Læs også:

Homeland Ferie-direktøren kalder det ”helt uretfærdigt”, at vennerne stadig er utilfredse, efter at de fik penge tilbage. Han stiller stort spørgsmålstegn ved, hvorfor de overhovedet flyttede ind.

»Hvis de mener, at det er et dårligt hus, så forstår jeg ikke, hvorfor jeg først hører fra dem mandag. Det kan man da ikke. Man kan da ikke spærre et hus i højsæsonen. Jeg har jo tabt 4000 kroner,« siger han og understreger, at han har gjort alt muligt for at tilfredsstille familien.

»De nævnte noget fugt, og så sendte jeg Tina min rengøringskone op for at ordne det, men det var de ikke interesserede i,« siger Carlo Preben Gert Besto-Jensen.

En gentleman-aftale

De to vennepar blev allerede ved ankomsten opmærksomme på, at sommerhuset ikke levede op til deres forventninger. Men med børn og to timers kørsel hjem, var det ikke en løsning at forlade sommerhuset. De tog i stedet en masse billeder som dokumentation og lavede en lang liste med fejl og mangler, som de sendte til udlejeren mandag.

»Vi ville forsøge at få pengene tilbage. Ellers havde vi ikke økonomi til at tage en uge et andet sted,« siger Louise Birkholm, der var bange for, at alle pengene ville være tabt.

De forhandlede sig mandag frem til en aftale, hvor 4000 kroner blev sat tilbage på deres konto. Carlo Preben Gert Besto-Jensen fik ifølge ham selv lovning på, at sagen var lukket. Derfor er Homeland Ferie-direktøren skuffet over, at vennerne nu advarer imod ham.

»Så lukkede vi sagen, og så skulle jeg ikke høre mere til det. Det havde jeg hans ord på. Som en gentleman. Alligevel gør de det her, og når jeg så hører fra en journalist, bliver jeg skuffet,« siger Carlo Preben Gert Besto-Jensen.

Læs også:

Tidligere snyd og bedrag med sommerhuse

Carlo Preben Gert Besto-Jensen har tidligere været rodet ind i snyd og bedrag med udlejning. Han lejede sommerhuse ud, som andre allerede havde lejet. Sommerhuse, der var sat på tvangsauktion. Sommerhuse, som lejerne ikke kunne få adgang til.

»Det er 11 år siden, og jeg har ikke haft nogen sager siden, mig bekendt. Jeg har i hvert fald lært af det. Det kan jeg sige helt ærligt, og jeg har gjort alt for at rette op på det. Jeg har bestræbt mig på at få tilfredse kunder,« siger Homeland Ferie-direktøren, der ifølge ham selv kan bevise, at alt kører 'utrolig godt'.

Han udtrykker overfor BT stor frustration over, at han igen rammer medierne med en sag, hvor lejere er utilfredse.

»Hvis jeg giver dem alle pengene tilbage, tror du så, at de vil trække historien tilbage?« spørger han BTs journalist.