Elever på en folkeskole i Smørum i Nordsjælland skaber nu vrede i Dansk Folkeparti, efter eleverne har klistret et billede af partiets tidligere formand og nuværende formand for Folketinget, Pia Kjærsgaard, på en fastelavnstønde.

Det fremgår af et billede, som fredag blev lagt på det sociale medie Instagram ledsaget af teksten ‘Vi slår Pia af tønden’. Billedet er siden blevet fjernet igen, men gruppeformand for Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, mener ikke, at den slags ‘hører nogen steder hjemme’.

»Jeg ved godt, at man ikke banker løs på hende som person, men det gør man jo indirekte ved at plastre hende på en tønde,« siger han.

Det er ikke første gang, at en fremtrædende dansk politiker må lægge ansigt til kølleslagene fra udklædte skoleelever. Sidste år vakte det opsigt, da et billede af udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V), havnede på en fastelavnstønde på Ørestad Friskole i København.

I år er det en 8. klasse på Balsmoseskolen, der har udsmykket fastelavnstønden med et billede af Dansk Folkepartis tidligere formand.

Ledelsen på skolen oplyser, at man ikke kender noget til sagen, men bekræfter, at der var fastelavnsarrangementer for de ældste elever ude i klasserne efter frokostpausen fredag.

Susanne Teilmann, der er daglig pædagogisk leder på Balsmoseskolen, forklarer, at man tager afstand fra billedet af Pia Kjærsgaard på fastelavnstønden.

»Det er ikke noget, som vi umiddelbart kan acceptere,« siger Susanne Teilmann.

Sådan så fastelavnstønden ud med billedet af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard.
Sådan så fastelavnstønden ud med billedet af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard. Foto: Instagram
Vis mere

Hun oplyser, at hun ikke ved, hvad der er gået forud, eller hvem der har taget initiativ til at pynte fastelavnstønden på den måde.

»Selvfølgelig er det noget, vi vil tage op med eleverne, og har der været voksne, der har været vidende om det, vil vi selvfølgelig også tage en dialog med dem om det,« siger hun.

Hvorvidt der har været lærere til stede i klasseværelset, da Pia Kjærsgaard havnede på fastelavnstønden, er uklart, men ifølge den daglige pædagogiske leder på folkeskolen er eleverne normalt under opsyn.

»Der har været lærere til stede. Det er jeg overbevist om, så derfor er vi nødt til at tale med de voksne om det,« siger Susanne Teilmann.

Peter Skaarup er oprørt:

»I nogle kredse har Pia Kjærsgaard været en hadefigur i mange år, men jeg troede, at vi var kommet længere, men det er vi åbenbart ikke,« siger Peter Skaarup, der mener, at ansvaret ligger hos lærerne.

Han tilføjer:

»Jeg går ud fra, at der på en eller anden måde har været nogle lærere inde over, når man laver en tønde med Pia Kjærsgaard på, og jeg forstår ikke, hvordan det kan være, at lærerne finder på den slags,« lyder det fra Dansk Folkepartis gruppeformand.

Susanne Teilmann har fredag eftermiddag ikke flere kommentarer til episoden, som nu skal undersøges.

Andre læser også