De økonomiske problemer vil tilsyneladende ingen ende tage for den danske popsnedker Remee. Nu er det Skat, der er efter den tidligere ’X Factor’-dommer, da han angiveligt skylder mere end 880.000 kroner i restskat.

Stridspunktet begynder, da Remee i 2008 sælger sit hus på Frederiksberg til et af sine egne selskaber for 13,9 mio kr.

Skat mener, at Remees selskab, Remee Songs ApS, betaler alt for meget for huset, og på den måde forsøger at kanalisere penge ud af selskabet uden at betale skat.

Fik nedsat skattesmæk

Remee er dog ikke enig i Skats afgørelse, og efter noget tovtrækkeri ender sagen i Landsskatteretten. Her afgør retten i 2011, at husets handelsværdi ’kun’ er 12 mio kr. på salgstidspunktet. Det får Skat til at hæve Remees års-indtægt med 1,9 mio kr. for 2008, hvilket betyder et Skattesmæk på over 850.000 kr., der siden er steget pga. renter.

Remee har dog aldrig betalt restskatten, og har i stedet anlagt sag mod Skat. En sag, der endnu ikke er afgjort.

Kendt problematik

Seniorskatterådgiver hos BDO Henning Boye Hansen forklarer, at der er et ’utal’ af disse sager hvert år.

- Skat går meget op i denne problematik, fordi det er en måde, hvorpå man kan trække penge ud af et selskab uden at betale skat. Det er utrolig svært at fastsætte en værdi af et hus. Det skyldes bl.a. flere ting: Skats krav mod en person kommer ofte lang tid efter, og det kan været svært at finde frem til den rigtige pris flere år efter.

Tvisten med Skat er ikke de eneste økonomiske problemer, Remee kæmper med for tiden. Tirsdag beskrev BT, at 38-årige Remee inden 2. juni skal betale en bøde 158.000 kr., fordi han - ulovligt - i 2011 lånte 3,1 mio. kr. i et af sine selskaber.

Mægler giver Remee ret

Remee har valgt at udtale sig gennem sin advokat Claus Molbech Bendtsen, der siger til BT:

- Da Remee i sin tid handlede huset over, havde han først indhentet en uafhængig mæglererklæring. Derefter vurderede Skat, at mægler-erklæringen var for høj, og det gjorde vi indsigelser imod. Derfor endte det i en retssag, og under forberedelserne til retssagen er der indhentet endnu en uafhængig mægler-erklæring, der giver Remee ret. Vi forventer derfor et positivt udfald af sagen.

Andre læser også