Skikkelsen i den gule trøje og med en gigantisk myggebrod er som frosset på sin cykel. Stående med begge fødder på pedalerne, mens cyklen holder stille, er det som om tyngdekraften er ophævet. Kun armene bevæger sig i en baskende bevægelse.

- Jeg kan ikke flyve, lyder det muntert fra Serge Huercio.

Til gengæld kan den 44-årige franskmand stort set alt med en cykel. Forlæns siddende på styret, baglæns på baghjulet, mens det forreste roterer. Han glider elegant rundt på sin speciallavede cirkuscykel i alle mulige positioner, mens den ruller. Han er ét med sin tohjulede, cykelartist, tillige uddannet klovn, så han kan sit skuespil og er perfekt til rollen som den ubekymrede og nysgerrige cykelmyg Egon, der fravælger den yndige, flirtende dansemyg for at opdage verden på sin cykel.

Perfekt dansk

Stykkets anden sæson er netop sat i gang efter en uforlignelig succes sidste år, hvor 65.000 så den moderne musical og dramatisering af Flemming Quist Møllers legendariske børnebog.

- Jeg er vild med Cykelmyggen, siger Serge og udtaler det sidste ord på perfekt dansk.

- Egons historie minder på mange måder om min egen, og så er showet ikke bare artisteri, men også skuespil. Det er en smuk og universel historie om at tro på det, man kan, og søge ud i verden uden at bekymre sig... bare man får lov at cykle. Og noget af det bedste er at få lov at optræde for børn, og opleve deres forventninger og spontane glæde. Så genfinder man barnet i sig selv.

Bor i en kuffert

Serge Huercio lever bogstavelig talt i en kuffert. Før København, satte han en varieté op i München, og tidligere har han også optrådt i Cirque de Soleil.

- Jeg har faktisk ikke andet end min kuffert og min cykel. Jeg ejer ingen lejlighed eller hus og rejser derhen, hvor de spændende job er. Det er et specielt liv, som giver mig mulighed for at leve i nuet og lave det, jeg er bedst til.

Klovnen græder

Serge bliver alligevel alvorlig en stund. Som om klovnen inden i ham også græder af og til.

- Sidste år havde jeg en kæreste, og det var meget intenst. Da sagde jeg, at Cykelmyggen bliver mit sidste show. Jeg tænkte på at stifte familie og få børn, men så gik det alligevel ikke med kæresten. Og nu er jeg her igen og fortsætter min rejse verden rundt. Men jeg vil da gerne have en kæreste. Cykelmyggen er fri, siger Serge med et lunt glimt i øjet.