Den lille elefantunge, der blev dødfødt i Københavns Zoo, ligger mandag over middag stadig i buret ved siden af sin mor og resten af flokken. Og det er der en helt speciel årsag til.

Flokken skal nemlig have mulighed for at forstå og bearbejde dét, der er sket: At flokken - der består af fire hunner og en halvt år gammel unge - har mistet en nyfødt hun-elefant, der altså blev dødfødt natten til mandag.

Det fortæller vicedirektør i Københavns Zoo, Bengt Holst, til bt.dk.

- Elefanter er flokdyr, og lige nu er flokken i sorg og kan ikke forstå, hvad der er sket. Hele flokken har været gearet op til fødslen. Jeg plejer at kalde det en 'kollektiv' fødsel, selvom det selvfølgelig ikke er det. Men det skal forstås sådan, at hele flokken deltager i fødslen og hjælper den nyfødte. Og når det så går galt, som det gjorde i nat, er det hele flokken, der bliver ramt af sorg, siger Bengt Holst til bt.dk.

Omkring kl. 06.00 mandag morgen valgte personalet at fjerne den dødfødte unge fra den store indhegning og placere den i det tilstødende rum, et såkaldt karantænebur. På den måde har personalet mulighed for at undersøge ungen og forhindre, at den bliver skadet. Og på samme tid har elefanterne mulighed for at sige ordentligt farvel.

- Flokken har brug for tid til at undersøge den døde unge. Derfor lader vi ungen ligge et sted, hvor elefanterne kan undersøge den med deres snabler, røre ved den og mærke den. De tager afsked med ungen ved blandt andet at undersøge, om ungen nu også er rigtig død. På den måde kan de finde ud af, om de kan efterlade ungen. Men går den for meget i forrådnelse, må vi selvfølgelig få den fjernet, lyder det fra Bengt Holst.



En sådan afsked kan tage alt fra timer til flere dage. Og personalet vil lade ungen ligge dér, indtil elefanterne ikke længere undersøger den og 'jamrer'. Siden dødfødslen, der fandt sted kl. 03.07, har flokken med jævne mellemrum brølet højt, svajet fra side til side og skiftevis klamret sig til den døde unge med deres snabler.

- Lige nu hører vi nogle klassiske brøl for flokken. Det er en typisk måde for dem at udtrykke deres frustration og sorg. De havde jo ikke forventet, at det ville være en dødfødt unge, siger Bengt Holst.

Hurtig fødsel
Ungen blev dødfødt kl. 03.07 i nat - og det var en meget hurtig fødsel for moderen, 15-årige Surin.

- Det tog næsten ingen tid, fra vandet gik, og til ungen var født. Normalt vil moderen bukke sammen i bagbenene på grund af veerne. Det nåede slet ikke at ske i dette tilfælde, siger Bengt Holst, der dog ikke kan komme med bud på, hvorfor elefantungen var død ved fødslen.

- Den var helt udviklet og uden misdannelser. Men vi ved af erfaring, at førstegangsfødende kan have problemer. Og Surin var førstegangsfødende. Forhåbentligt kan obduktionen af ungen kaste mere lys over årsagen, men det kan vi heller ikke garantere, siger Bengt Holst.

Obduktionen vil finde sted, når flokken har sagt farvel, og ungen er blevet fjernet fra buret.