46-årige Mette Simmenæs faldt onsdag fire meter ned i en skakt, da hun trådte ud ad en døråbning. Håndværkere på stedet havde kun lige fjernet en rist over skakten, og de så den tragiske ulykke.

Sydøstjyllands Politi har gennemgået ulykkesstedet på VBI Park i Horsens for at finde ud af, hvad der gik galt onsdag omkring klokken 14.00.

- Håndværkerne skulle flytte udstyr ned på kælderplan og fjerner derfor risten foran døren. Trappen på den anden side af døren er en brandtrappe, og de går derfor fejlagtigt ud fra, at den ikke bliver brugt. Men den bliver normalt brugt af ansatte i bygningen, og det er ganske normalt, at brandtrapper bruges. De må gerne bruges - de må bare ikke være spærret, siger vicepolitikommissær Jørn Bystrup til bt.dk.

Læs også: Der lød et skrig - og telefonen gik ud

Læs også: Mette brækkede ryggen af 4-meter-faldet

På håndværkernes side af døren skal man bruge et nøglekort for at åbne den. De regner derfor med, at den er låst.

Men på indersiden kan døren åbnes med en udløser-knap. Og det var den, Mette Simmenæs brugte.

- De havde kun lige fjernet risten. Der gik højest et minut. Så åbner hun døren og træder ned i skakten. Hun falder ned i hullet lige foran håndværkerne. Det er virkelig tragisk, siger Jørn Bystrup.

Mette Simmenæs døde på Skejby Sygehus af sine skader klokken 23.30.

- Hun dør af de hovedtraumer, hun får i faldet. Hun rammer en af de stålprofiler, gitteret har hvilet på, med hovedet. Yderligere rammer hun betongulvet fire meter længere nede med hovedet. Hun pådrog sig en alvorlig kranielæsion og brud på rygsøjle og bækken, siger Jørn Bystrup.

Politiet kan endnu ikke sige, om de vil sigte vvs-installatør Jan Hymøller, der er ansvarlig for vvs-firmaet Hymøller VVS, hvis medarbejdere fjernede risten.

Arbejdstilsynet har undersøgt ulykken sammen med politiet, og de vil inden for to til fire uger finde ud af, om vvs-fimaet har overtrådt arbejdsmiljøloven.

Politiet vil på baggrund af den undersøgelse tage stilling til en eventuel sigtelse for overtrædelse af arbejdsmiljøloven.