Danskerne forstår slet ikke, hvor vigtige lærerne er for samfundets beståen, og hvor krævende jobbet er. Det mener journalist Rikke Tjørring efter at have oplevet folkeskolen indefra som lærer i ni måneder. Nu stopper hun – og råber op.
Lærergerningen kan sammenlignes med at være eneansvarlig for en børnefødselsdag fem dage om ugen, op til otte timer dagligt og for 28 børn, som man ikke må fastholde med skattejagt og blindebuk, men i stedet brøkregning og staveøvelser.
»Og så oplever man kun en snert af, hvor krævende det er at være skolelærer,« mener 37-årige Rikke Tjørring. Hun er politolog og journalist, men har de seneste ni måneder været ansat i en regulær lærerstilling på en nordsjællandsk folkeskole. Et arbejde, der på flere måder har taget fusen på hende og fået hende til at revurdere sit syn på lærere.
»Lærerjobbet har rystet mig i min grundvold. Jeg har lavet live-TV og skrevet til avisen, så jeg er vant til at blive presset og skulle levere i tilspidsede situationer, men det her er det mest krævende, jeg nogensinde har oplevet,« siger Rikke Tjørring, der er idræts-, natur/teknik- og matematiklærer i en 1.- og 4. klasse.
Hun har besluttet ikke at fortsætte som lærer efter sommerferien, men månederne som flue på væggen har gjort et varigt indtryk, og Rikke Tjørring ser det som sin pligt at videregive sine observationer. Hvis folkeskolen og lærerne i den ikke skal smuldre.
»Jeg er ikke fedtet ind i fagforening og fagkultur, men ser folkeskolen fuldstændigt neutralt. Og der er noget ved strukturen, vi er nødt til at se på. Det er simpelthen for hårdt at være lærer i dag,« siger hun og kalder sit opråb »et eftermæle«:
»Jeg er lærer i ni måneder, men mine kolleger skal være det et helt liv. Jeg er blevet vred på deres vegne, for i befolkningen og politiske kredse er der slet ikke forståelse for, hvor stor en kapacitet de er for samfundet.«
»Det kan ikke være svært«
Men hvordan opfatter befolkningen egentlig lærerne? Det har Ugebrevet A4 og YouGov et bud på, idet de gennem flere år har gennemført undersøgelser af befolkningens syn på 99 forskellige titler. Lærerne havner i det bløde midterfelt på ranglisten, der har piloter og læger helt i top, mens dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere skraber bunden.
Men i den seneste undersøgelse fra maj i år var der en god nyhed til de »varme hænder« i det offentlige Danmark, der traditionelt har ligget i den tungere ende. Danskerne vurderer således job som pædagog, socialrådgiver, plejehjemsansat og sygeplejerske mere positivt i dag, end de gjorde i 2006.
Men desværre. Lærerjobbet er i samme periode røget lidt længere ned ad listen.
»Befolkningen har generelt mere respekt for kompleksiteten i sundhedsvæsenet end i skolevæsenet. Der er ikke tale om en eksakt videnskab, og holdningen er: ’Hvorfor helvede kan han ikke skabe ro i klassen, det kan da ikke være så svært!’,« siger Stefan Hermann, der er rektor for Professionshøjskolen Metropol, som uddanner lærere, pædagoger, socialrådgivere og sygeplejersker.
Han mener, at lærer-lockouten i 2013 delte befolkningen i to grupper.
»Enten har man ondt af lærerne, eller også synes man, de skal holde op med deres piveri og se at komme i gang. Men problemet er, at medfølelse ikke avler respekt og prestige. Medfølelse omsættes først i respekt, hvis det resulterer i en tro på, at lærerne kan deres kram og er dygtige som profession,« siger Stefan Hermann og tilføjer:
»Anklagen for at være et hylekor er dog heller ikke rasende motiverende.«
Regler kvæler kreativitet
Ifølge Rikke Tjørring er det især de nye arbejdstidsregler, der er et problem. Regler som i hver tredje kommune betyder, at forberedelsen af næste skoledag skal finde sted på skolen, straks efter dagens klasseundervisning er slut.
»Det kræver et kolossalt overblik og nærvær at undervise børn i folkeskolen. Det er kaotisk, og det er brandslukning, krisestyring og konfliktløsning. Du bruger både hjerne og hjerte, og alt foregår nu og her. Når man har været igennem den centrifuge, er man virkelig brugt, og så er det inhumant straks at skulle sætte sig til skrivebordet,« siger hun.
Ifølge Rikke Tjørring er det ikke en struktur, som anerkender lærerens funktion.
»Du kan ikke tænke en kreativ tanke efter at have været på i så mange timer, og det er det, der er essensen i det her problem. At strukturen i hverdagen ikke tager højde for karakteren af det arbejde, man skal levere som lærer,« siger hun og sammenligner det med, at en skuespiller heller ikke står i scenens spotlys 26 timer ugentligt.
»Som journalist går man ud, observerer noget, interviewer, og så sætter man det sammen trygt bag et skrivebord. Lærere har ikke noget som helst at gemme sig bag. Du står på en teaterscene rigtig mange timer om ugen, og det er altså ikke teatergængere, som bare synes, at du er helt fantastisk,« siger Rikke Tjørring.
Hun mener, at der er behov for at gøre op med tanken om, at lærergerningen er et hyggejob fyldt med »dovne hængerøve«, for det er det præcis modsatte, hun har erfaret.
»Lærerne på min skole er meget begavede og engagerede ildsjæle, der gør et fantastisk stykke arbejde og som knokler. De passer deres job for at få andre menneskers børn til at lykkes, men behandles med mistillid. Man ser simpelthen ikke, hvor vigtige de er for Danmarks beståen og vores demokrati. Læreren er helt afgørende for børnenes trivsel i skolen,« siger Rikke Tjørring.
Uklar dialog med forældrene
Men er det rigtigt, at befolkningen møder lærere med mistillid og opfatter dem som dovne hængerøve? I hvert fald er det sikkert, at lærergerningen ikke er omgærdet af samme respekt som i »gamle dage«. Og den dårlige nyhed for lærerne er, at de yngre aldersgrupper i dag ikke værdsætter lærerne lige så meget, som de ældre over 60 år gør, viser Ugebrevet A4s undersøgelser.
»Folk over 60 år kan huske, dengang læreren var en klog autoritet. De yngre ved, at skolen er uhyre vigtig, og de har været meget aktive forældre, som i ét væk har lavet fællesfødselsdage, mobbepolitikker og legegrupper. Men samtidig oplever de, at skoleledere og lærere har utroligt svært ved at være autoriteter over for forældrene. De bør være langt mere direkte over for forældrene, end de er i dag. Den uklare kommunikation giver uklar dialog, fordi det ikke er tydeligt, hvad skolen vil,« siger Stefan Hermann.
Rikke Tjørring mener, at folkeskolen i dag indeholder rigtig mange velfungerende elementer, der ikke var fokus på i hendes egen skoletid for små 30 år siden.
Hun oplever bevægelsesdelen som et stort plus, der sikrer fornyet energi til børnenes hjerner, ligesom de fysiske rammer er i top på hendes arbejdsplads. Elevplanerne er også et fint styringsredskab, og så er der kommet en større forståelse for, hvad social trivsel betyder for det enkelte barns indlæring.
»På mange måder har vi en visionær folkeskole, som klæder børnene på til at være gode samfunds- og verdensborgere, og jeg ville gerne sende mine egne børn derhen. Men nærværet og roen undermineres, når man presser lærerne for hårdt,« siger hun.
Rikke Tjørring har intet ønske om, at rammerne for folkeskolelærerne bliver et spørgsmål om rød eller blå blok. I stedet er hendes opfordring, at vi som samfund står sammen om folkeskolen og dens lærere.
»Der er noget større på spil end rød kontra blå blok. Vi kan skændes om alt muligt perifert, men lad os ikke skændes om menneskeligheden i vores samfund. Lad os ikke skændes om, at vi skal have hele mennesker ud fra folkeskolen,« siger Rikke Tjørring.
Farvel til klasselokalet
Beslutningen om at sige farvel til lærerjobbet og vende tilbage til kommunikation har ikke været let for Rikke Tjørring. I en periode overvejede hun at tage meritlæreruddannelsen, for på mange måder passer jobbet godt til hende, og hun synes, at det er livsbekræftende at støtte eleverne i at blive den bedste version af sig selv. Fagligt såvel som personligt. Vilkårene er bare ikke bæredygtige for hende.
»Jeg synes, at jeg bruger for stor en del af min energi på jobbet. Der er for lidt af mig tilbage, når arbejdsdagen er slut,« siger Rikke Tjørring
Tiden som lærer har lært hende en masse om ledelse, konfliktløsning og motivation af mennesker.
»Der er ikke noget i samfundet, der kommer bag på en, når man har arbejdet som skolelærer. Man kan jo sige, at hele verden er et klasselokale, hvor mange vidt forskellige mennesker skal fungere sammen. Hvis man forstår, hvad der sker i et klasselokale, forstår man livet,« siger Rikke Tjørring.
Ifølge Danmarks Lærerforening er den såkaldte lærerflugt steget med 31 procent fra skoleåret 2012/13 til skoleåret 2014/15, efter folkeskolereformen er trådt i kraft. Samtidig melder 72 af landets 98 kommuner, at de har haft problemer med at rekruttere nye lærere det seneste år. KL og DRs Detektor har dog kritiseret tallene og anført, at de svinger fra år til år, og at andre faggrupper i kommunerne har oplevet højere tal for afgang end lærerne.
Rikke Tjørring forstår lærernes bevægelse væk fra folkeskolen, for den er blevet en presset organisation, og hetzen mod lærerne er stadig massiv.
»Når man bliver mødt med mistillid og har en hverdag, der ikke er realistisk i forhold til den kerneydelse, man skal levere, så mister man gnisten. Det er rigtig synd, for det er jo netop gnist og kald, som de her mennesker er drevet af.«
