Det var ikke alle i landet, der jublede, da et bredt flertal af Folketingets medlemmer i 2012 stemte for, at homoseksuelle skal have ret til at indgå ægteskab i Danmark.

Flere af de præster, der rent faktisk skal stå for de kirkelige vielser, nægter således stadig at forevige båndet mellem mand og mand eller kvinde og kvinde. Ifølge en undersøgelse, TV 2 har foretaget blandt 876 folkekirkepræster, er det hver femte præst, det drejer sig om.

Og det er simpelthen ikke i orden, mener Tommy Petersen, der er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Radikale. Han har oprettet hjemmesiden Stopdiskrimination.dk, hvor han har til hensigt at liste alle de præster i landet, der nægter at vie homoseksuelle. Og konsekvensen herfor bør være klar, mener han: De skal fyres.

»Det er fuldstændig uacceptabelt, at offentligt ansatte præster nægter at betjene borgere på basis af deres seksualitet. Jeg forstår simpelthen ikke, at kirkeminister Mette Bock (LA) kan tillade sine ansatte på denne måde at diskriminere, og jeg forventer, at ministeren går ind i sagen,« siger Tommy Petersen til TV 2.

Selv om det som nævnt i 2012 blev vedtaget, at homoseksuelle har ret til at indgå ægteskab - og at de selv kan vælge mellem en borgerlig eller kirkelig vielse. Præsterne i de enkelte sogn har dog også ret til at nægte at vie homoseksuelle par.

Kirkeminister Mette Bock er dog ikke parat til at gå så langt som at fyre præster. Hun mener, det er sundt, at der er plads til forskellige holdninger i en institution som folkekirken.

»Vi har en folkekirke, hvor det stadig er 76 procent af danskerne, der er medlem helt frivilligt. Det er en meget rummelig folkekirke, hvor der skal være plads til forskellige standpunkter, og en af grundene til at vi har så bred en folkekirke med så massiv opbakning stadigvæk, det er jo, at der skal være rum til dem, der har holdninger, som vi andre måske ikke helt kan forstå,« udtaler hun til TV 2.

Siden lovændringen i 2012 er det kun gået opad med antallet af vielser af homoseksuelle par - fra 51 vielser i 2012 til 105 i 2016:

  • 2012: 51
  • 2013: 77
  • 2014: 84
  • 2015: 99
  • 2016: 105

Kilde: Tv2.dk